Statens Serum Institut opfordrer til forlængelse af restriktioner

Statens Serum Institut understreger, at der er usikkerhed om tallene.

Statens Serum Institut skriver i en netop udgivet rapport, at reproduktionstallet - det såkaldte R0-tal - for nuværende er 2,1 i Danmark for coronavirus.

Dette betyder, at hver af de smittede patienter i Danmark i gennemsnit har båret smitten videre til 2,1 personer. I Italien er dette tal 2,6.

Det er Statens Serum Instituts vurdering, at hvis de stramme restriktioner i Danmark fortsætter, vil dette tal kunne reduceres med yderligere 30-50 procent. Og det vil kunne mærkes positivt i sundhedsvæsenet, lyder det. Men det vil kræve en yderligere forlængelse af nedlukning og restriktioner i Danmark:

- En forudsætning for dette er dog, at perioden med nedsat kontakt i samfundet forlænges ud over 30. marts 2020, skriver Statens Serum Institut i rapporten, der hedder "Vurdering af det aktuelle smittetryk i Danmark".

Direktør: Usikkerhed i tallene

Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut, siger til TV 2, at man hidtil har arbejdet med et højere reproduktionstal i Danmark, end de 2,1 man vurderer nu, men han understreger, at der er usikkerhed om tallene.

- Der er stadig meget usikkerhed om tallene. Men vi anbefaler, at restriktionerne bliver forlænget, siger han.

Han tilføjer, at meget afhænger af, at befolkningen bliver ved med at respektere restriktionerne. I den nye rapport anbefales det, at de eksisterende råd og anbefalinger efterleves gennem foråret.