Mette Frederiksen advarer danskerne om ny virkelighed - og det kommer hun til at uddybe, mener redaktør
Regeringen forlænger nedlukningen af Danmark frem til 13. april.
Coronavirussen har ændret Danmark, som vi kender det.
Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag eftermiddag, hvor hun har forlænget nedlukningen af Danmark frem til og med 2. påskedag, 13. april.
- Vi danskere kan ikke forvente at møde det samme velfærdssamfund, når vi er ovre på den anden side, lyder det fra statsministeren, der stadig ikke mener, at der er grund til at indføre et reelt udgangsforbud.
Hun ser dog "en ny sårbarhed" i samfundet.
- Meget vil være forandret, når vi igen 'åbner op'. Der vil være forandringer for os alle, siger Mette Frederiksen.
Sorte skyer over dansk økonomi
Konkret vil mange kommunale og regionale sundhedsopgaver være udsat, blandt andet operationer. Arbejdsløsheden vil også stige, hvilket statsministeren ser som en af de "værste konsekvenser af krisen".
- Der er grund til stor bekymring, siger Mette Frederiksen om den økonomiske situation i Danmark - og tilføjer, at vurderingen både gælder herhjemme og på verdensplan.
Statsministeren tilføjer dog i en optimistisk tone:
- Det er min tro, mit håb, og min forventning, at vi kommer godt ud af det her på den anden side, fordi vi formår at stå sammen. Fordi sammenholdet er så stærkt, som det er, siger Mette Frederiksen.
Stort samfundssind
Hun takker danskerne for at udvise stort samfundssind i en tid, der kræver meget af hver enkelt.
11. marts begyndte regeringen nedlukningen af det offentlige Danmark. Elever og studerende på uddannelsesinstitutioner blev sendt hjem, og mange forretninger er siden blevet bedt om at holde lukket for at hindre smittespredning.
Statens Serum Institut oplyste tidligere mandag, at 24 personer i Danmark nu er døde som følge af smitte med coronavirus.