Kinesisk rigmand sender kæmpe corona-donation til Danmark
De danske myndigheder har åbent sagt, at de mangler masker og dragter til at beskytte sig mod den smitsomme virus.
Den kinesiske rigmand, Jack Ma, der er medskaber af det multinationale teknologiske firma Alibaba Group, har mandag givet Danmark en stor donation af værnemidler.
Det oplyser Jack Mas Fond i en pressemeddelelse.
Ifølge Dansk Erhverv, der har formidlet kontakten mellem Jack Ma Foundation og Lægemiddelstyrelsen, er der tale om en donation bestående af:
- 500.000 masker.
- 50.000 testinstrumenter.
- 5000 beskyttelsesdragter.
Lægemiddelstyrelsen bekræfter overfor TV 2, at donationen er modtaget, men vil ikke sige yderligere.
Til Ekstra Bladet fortæller Dansk Erhvervs fagchef for international handel, Michael Bremerskov Jensen, at de blev kontakt af Alibaba og spurgt, om de kunne formidle kontakt til Lægemiddelstyrelsen.
- Jeg kontaktede Lægemiddelstyrelsen, og så har der været en god dialog mellem parterne, og det er så kommet dertil, siger han til Ekstra Bladet.
Mangel på værnemidler
Det er ikke mere end en dag siden, at direktøren i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, fortalte, at der manglede værnemidler herhjemme.
Der er blandt andet risiko for mangel på håndsprit, ansigtsmasker og visirer.
- Vi kan risikere, at der ikke altid er håndsprit nok, eller at man på anden måde skal spare, for eksempel på brugen af ansigtsmasker, men vi må ikke gå på kompromis med sikkerheden, sagde direktøren søndag til TV 2.
Risiko for at løbe tør
Risikoen ved mangel på værnemidler er blandt andet, at sundhedspersonalet, herunder især ældre medarbejdere, kan smittes og dermed må sættes i karantæne.
Det fik i dag overlæge og formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin Joachim Torp Hoffmann-Petersen til at råbe op om, at situationen på de danske hospitaler er kritisk. Her sagde han til TV 2, at der kun var få værnemidler nok til få dage.
Mandag aften er hans tone mere dyster.
- Det lyder som en stor donation, men forbruget af masker og andre værnemidler er gigantisk, så donationen er brugt i løbet af et par dage, siger han til TV 2 mandag aften.
Ifølge Joachim Torp Hoffmann-Petersen bruger sygeplejersker og læger mange værnemidler på en arbejdsdag, når de for eksempel skal tilse, undersøge eller give patienter mad.
Han har eksempler på, at en sygeplejerske har skiftet maske 15 gange i løbet af en arbejdsdag.