Coronavirus

TV 2 viste billeder af trængsel i lufthavn - nu griber politiet ind

Københavns Lufthavn har fået en "indskærpelse" fra myndighederne. Politiet erkender manglende indsats.

Ved en pressebriefing i Københavns Lufthavn søndag formiddag erkendte både sikkerhedschefen for lufthavnen samt Københavns Politi, at reglerne for at holde afstand ikke er blevet overholdt og håndhævet ordentligt.

Sikkerhedschef Johnnie Müller oplyser, at lufthavnen har fået ”en indskærpelse fra myndighederne”.

- Vi strammer op nu, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at alle passagerer holder den fornødne afstand, siger han.

TV 2 kunne lørdag dokumentere, hvordan hjemvendte passagerer stod tætpakket ved bagagebåndene i lufthavnen, selvom myndighederne længe har påbudt danskerne at holde flere meters afstand til hinanden for at nedbringe risikoen for smitte med coronavirus. Her udtalte lufthavnen, at man ikke mente, det var muligt at gøre mere for at overholde myndighedernes anbefalinger og forhindre smitte.

Nu indskærper både politi og lufthavnen imidlertid alligevel reglerne.

Til højre i billedet går to betjente.

Ved store ankomster vil lufthavnen blandt andet holde passagerer i flyene, indtil bagagen er kommet helt frem til afhentning. Imens skal flyets kaptajn orientere om, at passagererne skal holde afstand, når de skal afhente deres kufferter. Lufthavnen kommer også til at opsætte bedre markering og skiltning.

- Vi vil stærkt beklage, at vi ikke har været gode nok. Vi følger politiets anvisninger og deres indskærpelse, lyder det fra sikkerhedschefen.

Politi justerer

Også politiinspektør Rasmus Skovsgaard erkender, at politiet i lufthavnene ikke har "løftet opgaven, helt som vi skulle", og der derfor kommer mærkbare justeringer.

- Fra myndighedernes side kommer vi til at stramme kursen væsentligt og følge det simple budskab om at holde afstand, siger Rasmus Skovsgaard.

Ved pressebriefingen takker han de medier, herunder TV 2, som har billeddokumenteret, hvordan passagerer er stimlet sammen omkring bagagebåndene.

- Der kommer billeder ind via medier, og tak for det, vi har brug for den slags feedback for at lave de justeringer, som der nu engang skal til, siger Rasmus Skovsgaard.

Megafoner vil blive brugt

Politiinspektøren oplyser, at politiet i lufthavnen i højere grad kommer til at overtage håndhævelsen af reglerne i lufthavnen.

- Politiet har et ansvar om at løfte opgaven, så vi øger patruljering både i ankomsthal og ved bagagebåndet, lyder det fra Rasmus Skovsgaard.

Der vil blandt andet komme betjente, som bliver udstyret med megafoner, som skal bruges til at råbe folk op, hvis de ikke overholder kravet om at holde afstand.

- Det kan virke voldsomt, men de vil blive brugt, siger politiinspektøren.

Søndag formiddag er 232 personer indlagt med coronavirus. Lørdag var tallet 206. 46 patienter er på intensivafdeling, lørdag var der 42, oplyser Statens Serum Institut.

1395 personer i Danmark er nu konstateret smittet med coronavirus. Der regnes med et stort mørketal, så der er reelt flere smittetilfælde. Lørdag var tallet 1326 personer.