Coronavirus

Sundhedspersonale har svært ved at få adgang til at blive testet

Flere organisationer har oplevet problemer med at blive testet.

Sygeplejersker og social- og sundhedsansatte oplever problemer med at få adgang til test for coronavirus.

Det er meldingen fra Dansk Sygeplejeråd og fagforbundet FOA, der organiserer de ansatte på området.

- Vi oplever, at mange er blevet afvist og fået at vide, at det ikke er muligt at få lavet den her test. Det kan både være medarbejdere og ledere, der kontakter os, fordi de oplever problemer med at få taget testen, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Sundhedsstyrelsen og Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, har ellers åbnet op for at sundhedspersonale med kritiske funktioner kan blive testet - Sundhedsstyrelsen ændrede retningslinjer onsdag,

Medarbejdere i kritiske funktioner med milde symptomer kan blive testet på laboratorier og sygehuse over hele landet. Muligheden gælder personer, der arbejder på sygehuse og ældreplejen samt personer, der arbejder med socialt udsatte.

- Før var alternativet, at man skulle gå hjem i 14 dage og vente med at komme på arbejde til nogle dage efter ophør af symptomer. Med den her mulighed for at teste kan man få en hurtig afklaring af, om det bare er en let forkølelse, eller om der er tale om Covid19 (sygdommen, der følger af infektion med coronavirus, red.), sagde Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, torsdag itølge Ritzau

De nye retningslinjer, der blev udarbejdet af Sundhedsstyrelsen onsdag, betyder, at disse faggrupper skal have mulighed for en hurtig afklaring, hvis de oplever lette symptomer på coronavirus.

Skal først dukker op 48 timer efter man er symptomfri

Hvis medarbejderne er syge med virusset, skal de blive hjemme og først dukke op, 48 timer efter at de er symptomfrie. Men hvis det viser sig, at de bare har en let forkølelse, kan de godt gå på arbejde.

Også Torben Klitmøller Hollmann, der er sektorformand for social- og sundhedsansatte i FOA, oplever problemer med medlemmers adgang til at blive testet.

- Jeg har hørt fra en håndfuld medlemmer, som gerne ville testes, men som er blevet afslået. Det kan der være flere årsager til. Det er altid svært i starten, når en ny retningslinje træder i kraft, siger han.

. - Men det er helt klart noget, vi vil holde øje med hen over weekenden for at følge, hvordan det går, siger sektorformanden.

Lignende problemer ser man ifølge Berlingske hos OK-Fonden, der driver 16 plejehjem landet over.

- Alle bliver afvist, ingen bliver testet. Om de har rejst, har symptomer, det er lige meget. Det her er ret akut, siger direktør Ulrik Ahrendt-Jensen, OK-Fonden, til avisen.

Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd mener, at myndighederne hurtigst muligt må sikre, at adgangen til test kommer til at fungere.

- Det er vigtigt, at myndighederne er klar over, at her er der en udfordring, der skal løses, siger hun.