Samfund

Overlæger: Hospitaler trodser anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Gentofte Hospital oplyser i dag, at kun laver operationer som ikke kan udskydes. Tidligere på ugen var praksis en anden.  Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Overlægeforeningen kritiserer hospitaler, som på trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger fortsætter med at lave operationer, som ikke er kritiske.

Hospitaler laver stadig operationer i Danmark, som ikke er nødvendige.

Sådan lyder meldinger, som Overlægeforeningen får fra deres medlemmer. Det er stik imod anbefalingerne fra dronningen, statsministeren og Sundhedsstyrelsen.

Man har jo lukket restauranter, selvom folk kunne sidde flere meter fra hinanden dér. Så er det mærkeligt, at den samme forsigtighed ikke gør sig gældende på hospitalerne

Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen

Formand for overlægeforeningen Lisbeth Lintz forstår ikke, hvorfor nogle hospitaler ikke følger de anbefalinger:

- Alle regioner og hospitaler bør melde ens ud, og budskabet bør være, at lige nu bliver alle ikke-kritiske operationer udskudt, så både patienter og personale ikke udsættes for smittefare, og så sygehusene får de bedste muligheder for at forberede sig på til det store patientpres, der ventes, siger Lisbeth Lintz.

Hun henviser til anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, som netop siger, at det mest fornuftige er at udskyde behandlinger, som efter en lægelig vurdering ikke er akutte, livstruende eller kan føre til tab af førlighed.

Sker i flere regioner

Lisbeth Lintz fortæller, at Overlægeforeningen har modtaget flere henvendelser fra deres medlemmer, der undrer sig over, at man fortsætter med de normale undersøgelser, behandlinger og operationer.

Henvendelserne kommer ifølge Lisbeth Lintz fra flere forskellige hospitaler i flere forskellige regioner.

TV 2 har talt med en sygeplejerske og en overlæge på Gentofte Hospital, som begge er bekymrede over, at hospitalet de seneste dage er fortsat med ikke-kritiske operationer.

De ønsker ikke at udtale sig med navn af hensyn til deres job. De er bange for, at de selv kan blive smittet og give virussen videre til patienterne, som ofte er i risikogruppen i forvejen.

I mandags bekræftede direktør på Gentofte Hospital over for Politiken, at de ikke aflyste operationer, selvom de ikke var kritiske. I dag skriver han følgende til TV 2:

- Hospitalet følger regionens retningslinjer, og operationer på Herlev og Gentofte Hospital, som er konkret lægefagligt vurderet som uopsættelige, vil fortsat blive udført, skriver Steen Werner Hansen.

Gentofte Hospital aflyser altså nu alle de operationer, som kan vente.

Dansk Sygeplejeråd har også modtaget henvendelser

Formand for Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden Kristina Robins fortæller, at de også har modtaget henvendelser fra bekymrede medlemmer på Gentofte hospital.

- Vi har derfor henvendt os til regionen, og nu er der blevet indkaldt til et møde, fortæller Kristina Robins.

Lisbeth Lintz siger, at den fortsatte aktivitet på sygehuse ikke giver mening sammenlignet med de tiltag, man har taget i resten af samfundet:

- Man har jo lukket restauranter, selvom folk kunne sidde flere meter fra hinanden dér. Så er det mærkeligt, at den samme forsigtighed ikke gør sig gældende på hospitalerne, siger Lisbeth Lintz.

- Man kan ikke tage hensyn til normaldrift

Er det ikke forståeligt at hospitalerne vil bruge de ledige hænder, de stadig har, til at operere så mange som muligt?

- Jeg godt kan forstå, at man har et hensyn til den almindelige drift og den pressede økonomi på hospitalerne, som også vil være der, når krisen engang er slut. Men det er bare ikke en tid, hvor vi kan tage hensyn til den normale drift nu, siger Lisbeth Lintz.

Sundhedsstyrelsens anbefaling om aflysning af operationer

Samlet set vil det være fornuftigt at prioritere således, at patienter med sygdomme, hvor der ikke er behov for behandling af akutte og livstruende tilstande, eller tilstande hvor forsinket behandling medfører risiko for tab af førlighed, og hvor det er fagligt forsvarligt at udskyde behandlingen, ikke behandles under COVID-19 epidemien. Hvorvidt en konkret patient bør tilbydes udredning eller behandling under COVID-19 epidemien vil og skal derfor stadig bero på en konkret og individuel lægefaglig vurdering og stillingtagen på relevant fagligt kompetenceniveau.

Hun påpeger, at det personale, der i øjeblikket laver de ikke-kritiske behandlinger, i de fleste tilfælde også kan spille en rolle, når det store pres fra covid-19-epidemien som forventeligt rammer:

- Man er jo i fuld gang med en omlægningsproces alle steder lige nu. Der er flere faggrupper, som er i gang med at blive oplært i at kunne varetage det store antal patienter med covid-19, og set i det lys går det ikke, at store dele af hospitalet lader, som om der ikke sker noget specielt, siger Lisbeth Lintz.

Regionernes egen beslutning

Region Hovedstaden, som Gentofte Hospital hører under, har lavet retningslinjer til alle regionens hospitaler, hvor det fremgår, at man godt kan fortsatte med planlagte aktiviteter, hvis det ikke har nogen betydning for behandlingen af covid-19-patienter.

TV 2 har også været i kontakt med Region Nord og Region Syddanmark. De oplyser begge, at man ikke udfører operationer, som det er forsvarligt at udskyde til senere.

Det er dog op til regionerne selv at beslutte, om de vil fortsætte med ikke-kritiske operationer og behandlinger, skriver formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach fra De Radikale, i en mail til TV 2:

- Situationen er forskellig over hele landet. Det er derfor også lokalt, at man bedst vurderer, hvilke planlagte aktiviteter der skal udskydes, og hvilke aktiviteter der kan fortsætte uden at gå på kompromis med hverken corona-beredskab eller patienter og medarbejderes sikkerhed, skriver hun og pointerer, at regionerne gør, hvad de kan:

- I alle regioner arbejder vi dag og nat på at gøre sundhedsvæsenet klar til de coronaramte danskere, der i den kommende tid vil få brug for at blive behandlet på et sygehus, skriver Karin Friis Bach.