Coronavirus

Min mand på 49 år er indlagt med coronavirus, og det er rædselsfuldt

Anita Kjærgaards mand er lige nu indlagt på Skejby i isolation. Han blev testet positiv for covid-19 9. marts. Privatfoto

For Anita Kjærgaard og parrets to børn er der ikke andet at gøre end at tage tingene ”en time ad gangen, en dag ad gangen”.

Anita Kjærgaards mand er smittet med coronavirus.

En virus, der gør, at han har meget ondt i knogler og muskler, har har mistet smags- og lugtesans og indimellem bliver rødblussende og meget varm.

Feberen gør, at han sveder så meget, at personalet er nødt til at skifte hans tøj og sengetøj, fortæller hun til TV 2.

Det hele begyndte 28. februar, da Anita Kjærgaard og hendes mand satte kursen mod Østrig, hvor de skulle på ferie på skisportsstedet St. Antons.

Dengang var der konstateret to smittede i Østrig - samme antal som herhjemme - og landet var gult på Udenrigsministeriets verdenskort med rejsevejledninger.

St. Atons ligger i Tyrol, hvor der i dag er 444 konstaterede tilfælde af coronavirus.

- Vi havde ikke flere bange anelser ved at tage af sted, end vi ville have ved at blive hjemme, siger Anita Kjærgaard.

Men turen skulle vise sig at have en høj pris, for i dag ligger Anita Kjærgaards mand i isolation på Skejby Sygehus smittet med coronavirus.

Han er bare 49 år gammel og altså ikke en af de ældre over 65 som er mest udsatte. Men han er stadig i den særlige risikogruppe, for han lider af en kronisk lungesygdom.

Frygten melder sig

Symptomerne kom kort efter, familien var kommet hjem 8. marts. De havde været hjemme knap et døgn, før Anita Kjærgaards mand begyndte at hoste.

De tænkte begge, at det nok bare var lungesygdommen, der var på spil.

Men natten var ”frygtelig”, og om morgenen voksede ægteparrets bekymringer sig større. For nu kom den høje feber.

Anita Kjærgaard fik kontakt til Skejby Sygehus, der testede hendes mand for coronavirus. Og den var positiv, som frygtet.

- Jeg blev ked af det. Hans lungefunktion er på 30 procent, så jeg kunne mærke bekymringen vokse, siger hun.

Isolationstue og ingen energi

10. marts, to dage efter hjemkomsten fra Østrig, blev parret indlagt på en isolationsstue på Skejby Hospital, hvor kun læger iført mundbind, handsker og forklæder måtte være.

Lægerne gjorde det klart, at hun ikke skulle regne med blive sammen med sin mand, fordi der skulle være plads til eventuelle smittede på isolationsstuen.

Derfor flyttede Anita Kjærgaard tirsdag hjem for at fortsætte sin isolationsperiode.

St. Antons er et skisportssted i det vestlige Østrig.

Hun forsøger nu at holde kontakten med sin mand over telefon, men det er ikke nemt, for han ikke energien til det, fortæller hun.

- Mine tanker går hele tiden på, om der kommer en pludselig forværring. Det er ikke sjovt at sidde med de tanker - det er rædselsfuldt, at jeg ikke kan være der, når han har det skidt, siger hun.

En del af en statistik

Anita Kjærgaards 49-årige mand passer ind i den største gruppe af smittede danskere, som Statens Serum Institut har kortlagt i rapporten 'Covid-19 i Danmark, Epidemiologisk overvågningsrapport'.

Mænd udgør to tredjedele af alle smittede, og blandt de 40-49-årige mænd er der konstateret 222 tilfælde. Det er dermed den aldersgruppe med det højest antal smittede.

Tallet kan dog være højere, da myndighederne ikke længere tager prøver på alle potentielle smittede, men kun på dem, der udviser alvorlige symptomer.

Har en appel til danskerne

Det er på nuværende tidspunkt umuligt at behandle selve coronavirussen, men hospitalspersonalet holder øje med Anita Kjærgaards mands virus- og infektionstal, giver ham ekstra ilt, når det er nødvendigt, og sænker hans temperatur med panodiler, når den er for høj.

For Anita Kjærgaard og parrets to børn er der ikke andet at gøre end at tage tingene ”en time ad gangen, en dag ad gangen”, som hun siger.

Til gengæld har hun en appel til den brede danske befolkning.

- Jeg håber, at vi kan stå sammen og lytte efter, hvad myndighederne siger. Måske er det her kun toppen af isbjerget - vi aner ikke, hvad vi går i møde. Derfor er vi nødt til at hjælpe dem med at udføre deres arbejde bedst muligt. For det er dem, der skal hjælpe os, siger hun.