Coronavirus

Eurovision 2020 aflyses på grund af coronavirus

Ben & Tan vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020 og skulle have repræsenteret Danmark i den europæiske udgave i maj.  Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Det er første gang siden starten i 1956, at sangkonkurrencen ikke bliver afholdt.

Det europæiske Melodi Grand Prix, Eurovision 2020, aflyses grundet coronavirus.

Det skriver organisationen EBU (European Broadcasting Union) på Twitter.

- I lyset af restriktionerne er det umuligt for os at fortsætte med begivenheden som planlagt, står der i det officielle opslag.

Første gang i 65 år

Det europæiske Melodi Grand Prix skulle have været afholdt i Rotterdam i Holland 12., 14. og 16. maj, og 41 lande skulle have deltaget - herunder Danmark repræsenteret af duoen Ben & Tan med nummeret 'Yes'.

Da duoen vandt den danske udgave, var det også under påvirkning af coronavirussen, da de måtte optræde for tomme tilskuerrækker.

En beslutning, der blev truffet, efter statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde dagen inden opfordrede til at aflyse eller udskyde alle arrangementer med over 1000 gæster i forsøget på at begrænse smitte med den nye coronavirus.

En lang række restriktioner

Siden det danske Melodi Grand Prix er der blevet indført yderligere restriktioner - ikke alene i Danmark, men på verdensplan.

Blandt andet har EU's stats- og regeringschefer valgt at forbyde alle ikke-nødvendige rejser til unionen i 30 dage. Et forbud, der gælder alle borgere fra lande udenfor EU med undtagelse af Norge, Schweiz, Island, Liechtenstein og Storbritannien.

Det er første gang i løbet af de 65 år, sangkonkurrencen har eksisteret, at arrangørerne har set sig nødsaget til at aflyse.