Coronavirus

Er børnene tilbage i skole om ti dage? Søren Brostrøm tvivler

Foreløbigt er tiltagene på institutions- og skoleområdet sat til at vare til 27. marts.

De danske forældre skal ikke føle sig alt for sikre på, at deres børn er tilbage i skole om ti dage, hvor den foreløbige nedlukning af landets skoler har slutdato.

- Jeg vil tvivle på det, hvis jeg skal være helt ærlig, sagde direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm onsdag aften, hvor han var gæst i magasinet ’Lippert’ på TV 2 News.

- Jeg er desværre nødt til at være realist, og jeg kan se, at det her er en sygdom, der smitter let i et samfund – selv i et samfund, der holder afstand og holder sig inden døre, som vi gør her, sagde Søren Brostrøm.

En række tiltag

Ifølge Søren Brostrøm kan der først sættes noget, der minder om en slutdato på hjemmeundervisningen, når Sundhedsstyrelsen kan se effekten af den række af tiltag, som regeringen har sat i søen for at bryde smittekæderne. Forhåbentlig bliver det om en uge eller to, lød det.

11. marts besluttede regeringen at tage det historiske skridt at lukke daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner, ligesom landets offentligt ansatte blev sendt hjem. I dag lukkede landets cafeer og restauranter.

Foreløbigt er tiltagene på institutions- og skoleområdet sat til at vare 14 dage, mens spisesteder, fitnesscentre, solcentre og vandpibecafeer slipper med 12 dage.

Derudover er forsamlinger på mere end ti personer forbudt, folk skal holde afstand til hinanden, og offentlig transport skal begrænses så vidt muligt. De mange indgreb skal have tid til at indfinde sig, mener Søren Brostrøm.

- Om nogle uger, en måned, så ved vi mere om, hvordan epidemien opfører sig i Danmark, hvordan de tiltag, vi har sat i værk virker, og så kan vi indstille vores fremtid efter det, sagde han.

Den udmelding bakker sundhedsminster Magnus Heunicke (S) op. Regeringen har bedt Statens Serum Institut om at monitorere, hvilken effekt regeringens forskellige tiltag får på smittekurven den kommende uge.

- De kurver vil vi kunne se i næste uge, og så snart vi kan se, hvad effekten er, vil vi melde ud, hvad vi vil foretage os. Men det er for tidligt nu, siger han i aftenens anden udgave af ’Lippert’ på TV 2 News.

Alle aldersgrupper er indlagt

Blandt de 129 danskere, der lige nu er indlagt med coronavirus, er der både kvinder og mænd, unge og gamle, fortalte Søren Brostrøm.

- Jeg vil ikke gå det nærmere, fordi vi er så tidligt i epidemien, sagde han, men lovede samtidig, at der senere vil blive meldt aldersfordelinger ud.

Selv om det endnu ikke er sikkert, hvornår smittekurven har toppet, er flere store begivenheder, der ligger et stykke ude i fremtiden, allerede blevet aflyst på grund af coronavirussen. Både i Danmark og uden for landets grænser.

Blandt andet den engelske festival Glastonbury, der ligger i juni, EM i fodbold er udskudt til næste år, og Det Europæiske Melodi Grand Prix er aflyst for første gang siden 1956.

Andre holder fast i deres arrangementer. For eksempel Roskilde Festival.