Coronavirus

Danmark sender tre fly til Marokko for at hente danskere hjem

Danskere, der opholder sig i Marokko, bliver kontaktet og skal derefter selv booke billet på en af de tre afgange.

Danmark sender i samarbejde med rejsebranchen tre fly til Marokko for at hente strandede danskere hjem.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Natten til søndag annoncerede Marokko, at landet lukker for al international flytrafik til en lang række lande - herunder Danmark.

Forbuddet blev senere udvidet til al international trafik for at mindske spredningen af coronavirussen SARS CoV-2.

Ifølge Jeppe Kofod er der "nogle hundrede" danskere, der har bedt om hjælp til at komme hjem.

Letter torsdag

Ministeren oplyser, at danskere, der opholder sig i Marokko, bliver kontaktet, hvis de er på danskerlisten - og derudover vil Udenrigsministeriet gøre opmærksom på tilbuddet på sociale medier.

Derefter skal man selv booke billet på en af de tre afgange. Flyene vil lette torsdag fra Marrakesh.

- Vi har opfordret alle danskere til at komme hjem, og når der du kommer fly fra Marokko, så skal man købe en billet, hvis man vil hjem.

- Fra Marokkos side er det meldt ud, at luftrummet bliver lukket torsdag middag, så det skal ske nu, siger Jeppe Kofod.

En del er kommet hjem

I weekenden lød det, at der var mere end 1000 danskere i Marokko.

I mellemtiden er en del af disse kommet hjem. Blandt andet kom der tirsdag 150 danskere hjem med et Norwegian-fly fra Marokko til København.

Ifølge Jeppe Kofod er de tre flyafgange torsdag tilstrækkeligt til at få de danskere hjem, der har bedt om hjælp til at komme retur til Danmark.

Selv om Marokko nu er vinket af listen for at få danskere hjem, er der fortsat en række andre lande i verden, hvor det er vanskeligt at rejse ud fra, og hvor der opholder sig danskere.

Fokus på andre lande

Jeppe Kofod fortæller, at Udenrigministeriet især har fokus på en række lande i Latinamerika og Asien. En arbejdsgruppe er nedsat for at finde løsninger.

- Der er ingen tvivl om, at vinduet for at rejse hjem til Danmark lukker, og det lukker hurtigt. Grænserne lukker, og der er indført restriktioner for fly mange steder.

- Men man skal huske, at selv om man er strandet derude, så er man ikke efterladt, siger Jeppe Kofod.

Ministeren fortæller, at man blandt andet er i dialog med myndighederne på Filippinerne, som er klar til at samarbejde om at lade danskere rejse ud fra landet.