Bødetakster for at overtræde corona-påbud fastsat - se dem her

Justitsministeriet understreger, at bødetaksterne kan forhøjes i tilfælde af gentagne overtrædelser.

Rigsadvokaten har onsdag fastsat bødetakster for overtrædelser af forbud mod større forsamlinger som følge af corona-pandemien:

  • Bødetaksten for overtrædelse af forbud mod forsamlinger med flere end ti personer til stede er 1500 kroner per person.
  • Erhvervsdrivende, der ikke overholder lukkekrav for restauranter, butikker, sports- og fritidsfaciliteter, får en bøde på 5000 kroner.
  • Erhvervsdrivende, der overtræder kravet om så vidt muligt at stille håndsprit til rådighed eller ikke overholder arealkravet, får en bøde på 1500 kroner.
  • Personer, som ikke efterkommer politiets påbud og anvisninger, vil som udgangspunkt få en bøde på 1500 kroner.

Bødeniveauet kan gradvist blive forhøjet i gentagelsestilfælde.

Forbud trådte i kraft onsdag

Tirsdag forbød regeringen forsamlinger på mere end ti personer på offentlige steder både indendørs og udendørs. Forbuddet trådte i kraft onsdag klokken 10.

Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag aften, hvor hun samtidig opfordrede til, at forbuddet også bliver efterlevet privat.

Forbuddet gælder ikke i forbindelse med offentlig transport eller på arbejdspladser landet over.

På pressemødet blev der også præsenteret andre tiltag i kampen mod coronaudbruddet.

Overdækkede storcentre - dog ikke fødevarebutikker og apoteker - samt restauranter og cafeer skal også lukke fra onsdag klokken 10. De kan dog levere mad ud af huset.

Alle indendørs sports- og idrætsaktiviteter samt frisører, massører og tatovører og andre erhverv med meget tæt kontakt til kunder skal også lukke ned i en periode, medmindre de udfører sundhedsfaglig behandling.

Vi har ændret vores vaner

Bøderne er blot det seneste tiltag i en lang række af tiltag for at få danskerne til at ændre vaner. Og noget tyder på, at de mange tiltag virker. I den seneste måling fra Megafon, fremgår det, at danskerne har ændret deres vaner markant over de seneste to uger. Se tallene her: