Coronavirus

Statens Serum Institut: Hostende danskere skal teste sig selv

Statens Serum Institut vil gerne vide, hvor mange hostende danskere, der har covid-19.

Det vides ikke, hvor mange der reelt er smittet med covid-19 i Danmark. Myndighederne anbefaler i deres guide med gode råd om coronavirus, at alle danskere, der viser symptomer på en hvilken som helst form for luftvejsinfektion, skal antage, det er coronavirus.

Men nu vil sundhedsvæsenet gerne have et bedre overblik over, hvor mange af luftvejsinfektionerne der reelt set er coronavirus, siger Tyra Grove Krause, der er afdelingschef for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse hos Statens Serum Insitut til Ingeniøren.

For at få et klarere billede af det vil udvalgte læger sandsynligvis allerede fra næste uge få mulighed for at teste danskere, der viser symptomer på luftvejsinfektioner - også selvom deres symptomer ikke kræver indlæggelse.

Sundhedsmyndighederne vil derfor nu lade udvalgte læger - såkaldte sentinellæger - give syge personers pårørende et testkit, så personer med mulig smitte af coronavirus kan lave en hjemmepodning. På den måde kan flere blive testet uden at forlade deres hjem.

- Vi er ved at prøve at sætte systemer op, som er baseret på hjemmetest. Så får en læge i sentinelprogrammet en patient i røret som de vurderer, har luftvejsinfektion, men ikke er syg nok til at komme på sygehuset, kan en pårørende gå ned og hente et testkit hos lægen, siger Tyra Grove Krause.

Først ville man ikke teste

I sidste uge lød det, at Danmark kun ville teste personer, der var alvorligt syge, men på mandagens pressemøde fremgik det, at de danske sundhedsmyndigheder er fortsat med at teste på samme niveau som før strategiskiftet, hvor man gik fra en strategi om inddæmning til afbødning.

Det oplyste sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde klokken 14.00 mandag.

- Udover testning af personer, som har symptomer, foregår der også tests for at overvåge epidemien.

Ifølge Kåre Mølbak er 6682 personer blevet testet for smitte med coronavirus - cirka 600 personer om dagen.

- Det er et ret stort antal, som gør, at vi med sikkerhed kan følge epidemiens udvikling.

Han understreger, at det er vigtigt at opjustere testkapaciteten til de kommende uger.

Generaldirektøren i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, bønfaldt mandag verdens regeringer om at teste flere mistænkte coronatilfælde.

– Den mest effektive måde at forebygge infektioner og redde liv på er at bryde smittekæderne. Og for at gøre det må man teste og isolere.

– Vi kan ikke stoppe denne pandemi, hvis vi ikke ved, hvem der er smittet. Vi har et simpelt budskab til alle lande: Test, test, test. Test alle mistænkte tilfælde, lyder det fra WHO–chefen på det daglige pressemøde.

Mellem 9000 og 90.000 er smittet

Selvom der indtil videre ifølge de officielle udmeldinger stadig er lige omkring 1000 smittede danskere, så er det reelle tal nok nærmere 10 gange så højt – hvis ikke 100 gange så højt. Det siger Tyra Grove Krause.

Hun anslår, at der lige nu kan være mellem 9000 og 90.000 smittede, skriver Ingeniøren.

- Udbredelsen i samfundet er selvfølgelig interessant, og der er vi ved at sætte systemer op, som vi har med vores influenzaovervågningssystem, hvor nogle praktiserende læger - de såkaldte sentinellæger - tager prøver fra patienter, som møder med influenzalignende symptomer, så vi ved, hvad der cirkulerer, siger hun.

Sundhedsstyrelsen arbejder ud fra et scenarie, hvor op mod 600.000 danskere kan blive smittet i første bølge af coronavirussen. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens strategipapir.

Ifølge scenariet skal 11.000 af de smittede have sygehusbehandling, hvoraf 2900 forventes at skulle have intensivbehandling.

Tirsdag har 960 danskere fået diagnosticeret covid-19 siden første registrerede tilfælde. Ud af de 960 danskere er 62 indlagt, hvoraf 10 er på intensivafdelingen. Fire personer har mistet livet som følge af covid-19.