Coronavirus

Konfirmationer udskydes

Det er endnu ikke afgjort, om konfirmationer efter påske også skal udskydes.

Konfirmationer til og med påsken 2020 bliver udskudt på grund af risikoen for at sprede coronavirus.

Det skriver Københavns Stift på sin hjemmeside på vegne af landets biskopper.

Om konfirmationer efter påske også bliver aflyst, er der endnu ikke taget stilling til. Man løbende følger regeringens udmeldinger om tiltag, der skal begrænse smittespredning.

Præster og konfirmandfamilier bør dog indstille sig på, at det også kan blive nødvendigt at udskyde konfirmationer, som ligger efter påske.

Gudstjenester aflyst

Siden onsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede, at landet lukker delvist ned, er alle gudstjenester blevet aflyst.

Det gælder i første omgang i 14 dage. Det fremgår af en vejledning, som landets biskopper har udsendt til folkekirkens ansatte. Begravelser finder sted under andre former. Og anbefalingen fra biskopperne er, at også dåb og vielse bør udskydes hvis muligt.

Hvis det gennemføres, skal antal deltagere begrænses til nærmeste pårørende og vidner. Alle folkekirkens sognepræster, sygehuspræster og andre præster vil fortsat være tilgængelige for mennesker, der har brug for det.