Coronavirus

Hvordan får jeg mit børnehavebarn til at opføre sig bedst over for virus?

Du kan godt forklare din 4-årige om corona, siger eksperter.  Johannes Arne Viktor Skoog

Hvordan lærer man de 3-5-årige, at de ikke må gå tæt på andre, uden at gøre dem bange for at nærme sig andre igen? Få svaret fra to eksperter her.

Børnehavebørn over hele landet har mandag fået vendt op og ned på deres hverdag.

Langt de fleste skal være hjemme fra børnehaven, og få andre kommer i nødpasning. Samtidig skal forældre nu til at lære deres børn at holde afstand fra andre og have en ekstra god hygiejne. Men hvordan vænner man børnehavebørn til at opføre sig mere virus-rigtigt?

Det er ikke meget anderledes, end hvis børnene var forkølede, siger børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, Charlotte Smerup.

- Henvis til, at rigtig mange er forkølede lige nu, og at vi ikke skal smitte eller blive smittet. I rigtig mange daginstitutioner lærer man allerede børnene at hoste i ærmet og holde afstand, hvis de er forkølede. Det samme skal man sige til dem nu: 'Nys og host i ærmet og vask dine hænder'. Sig også til dem, at de ikke må røre andre, men at de kan kramme dig, alt det de har lyst til, fortæller Charlotte Smerup.

Forklar dem ord som influenza og smitte

Man bør også tale med børnene om coronavirussen, mener Kuno Sørensen, der er børnepsykolog hos Red Barnet. Forældre skal bruge en situation, som børnene husker:

- Tag udgangspunkt i noget, de selv kender. Tal med dem om engang, de selv har haft influenza, skoldkopper eller lignende og blev passet derhjemme, så de ikke smittede andre. Nu er de ikke syge, men de kan stadigvæk smitte. Prøv at forklare dem ord som influenza og smitte. Sig, at I bliver hjemme, så I ikke giver sygdommen videre til alt for mange, fortæller Kuno Sørensen.

Charlotte Smerup peger på, at børnene skal inddrages:

- Gør dem til en aktiv del af hjælpen. Forklar dem, at de kan hjælpe ved at vaske hænder, hoste i ærmet og lignende. Det er rart for børnene at føle, at de selv kan hjælpe til, siger Charlotte Smerup.

Hvordan forklarer man, at børnehaven er lukket?

Når institutionerne er lukkede, åbner det for spørgsmål hos børnehavebørnene. Blandt andet hvorfor skal de ikke ned til deres legekammerater på stuerne.

- Sig, at I bliver hjemme, så I ikke giver sygdommen videre til for mange på en gang. I skal ikke bilde børnene ind, at I holder ferie, det regner de ud. Så vil de i svømmehallen, på biblioteket og en masse andet, som de normalt gør på deres ferie, og det kan de jo ikke, fortæller Kuno Sørensen.

Charlotte Smerup mener, at man skal spørge, om de savner noget fra børnehave. Selvom de nok ikke vil kunne sætte ord på det, så vil de formentlig gerne have lidt struktur i hverdagen - derfor opfordrer hun til at indføre rutiner.

Sådan undgår man bange børn

Hold øje med, om dit barn bliver bekymret, siger Charlotte Smerup. Og så skal man spørge, hvad barnet er bekymret for, tilføjer hun.

- Fokusér på, at det er en midlertidig situation. Sig til dine børn, at det er surt, vi skal have det sådan lige nu, men vi skal hjælpes ad, så vi ikke smitter hinanden. Og vi glæder os til, at vi kan lave alle de sjove ting, vi måske havde planlagt. Det bliver godt, når vi kan det igen, fortæller Kuno Sørensen.

Han siger desuden, at man skal forklare børnene - hvis de spørger til bedsteforældrene - at de skal passe på ikke at give sygdommen videre til for mange på en gang. Derfor besøger man dem ikke lige nu.