Coronavirus

62 er nu indlagt med coronavirus i Danmark - ti er på intensiv afdeling

Epidemien er sået i Danmark, siger sundhedsminister.

62 personer i Danmark er indlagt med coronavirus, heraf ti på intensiv afdeling.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

Ifølge sundhedsministeren er "epidemien sået i Danmark". Den udvikler sig hastigt, lyder det videre.

Søndag var meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S), at 28 personer var indlagt på sygehus med coronavirus, heraf to på intensiv afdeling.

De tal er altså mere end fordoblet fra søndag til mandag.

- Hvis vi fortsætter med at have en fordobling hver dag, vil det være meget, meget kritisk for vores sundhedsvæsen. Det vil vi ikke kunne håndtere, siger Magnus Heunicke ved pressemødet.

- Derfor er det meget vigtigt, at alle nu tager det her til sig, også hvis man føler sig sund og rask. Det vil sige afstand – også når man handler ind i supermarkedet og står i kø.

Han siger, at hvor stor stigningen bliver, afhænger af, om danskerne følger myndighedernes råd.

898 konstateret smittet

898 er mandag konstateret smittet med coronavirus i Danmark.

Magnus Heunicke understreger, at der regnes med store mørketal, så langt flere i realiteten er smittet herhjemme. Det forventes også, at langt flere bliver smittet.

Samme melding lyder fra Kåre Mølbak, direktør for Statens Seruminstitut.

- Vi befinder os stadigvæk i epidemiens første eller anden uge. Vi forventer, at der vil ske en stigning over de kommende uger. Vi skal minimere den stigning så meget som muligt, siger Kåre Mølbak.

Han oplyser, at 600 personer patienter bliver undersøgt hver dag, og at i alt 5778 er blevet undersøgt i alt.

Fire personer, der er døde i Danmark, er testet positive for coronavirus.