Coronavirus

Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til alle lande

Og danskere i udlandet skal komme hjem, lyder det fra udenrigsministeren.

Udenrigsministeriet skærper rejsevejledningen globalt.

Det betyder, at Udenrigsministeriet anbefaler, at danskerne dropper alle ikke-nødvendige rejser – uanset hvor de går til i verden.

– Fra og med nu er alle udenlandske destinationer orange på vores rejsevejledninger. Man skal lade være med at rejse ud, medmindre det er absolut nødvendigt, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde fredag eftermiddag.

– Overvejer man at rejse til udlandet, så lad være. Hvis man er i udlandet, så kom hjem. Vi skal passe på hinanden.

Hele verden er nu minimum kategoriseret som orange.

"Danskerlisten"

Samtidig opfordrede han alle danskere i udlandet til at tilmelde sig "danskerlisten" på udenrigsministeriets hjemmeside, så myndighederne har et overblik over, hvor de opholder sig.

Situationen kan ændre sig meget hurtigt for danskere i udlandet. Derfor kommer opfordringen nu.

Så længe der er mulighed for selv at komme hjem, så er det borgernes eget ansvar at gøre det. På pressemødet blev det også gjort klar, at rejsebranchen, så længe det er muligt, vil assistere danskere med at komme hjem.

– Beslutningen er taget ud fra et hensyn til at stoppe smitte, men også for at undgå, at danskere strander i udlandet, hvis andre lande lukker for udrejse, siger Jeppe Kofod.

Næste skridt er rødt

For nu bliver niveauet "kun" hævet til orange og ikke rød, der er det højeste niveau.

Det skyldes smitteniveauet, siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for Borgerservice:

– Rød betyder, at man skal hjem i karantæne. Derfor bliver det orange. Smitteniveauerne er forskellige, og der hvor der er meget høj smitte, er det rødt.

Røde områder – alle rejser frarådes

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til områder i fem forskellige lande. Det drejer sig om:

  • Kina: Hubei (Provinsen hvori Wuhan er placeret)
  • Italien: Regionerne Piemonte, Lombardiet, Emilia-Romagna, Aostadalen, Veneto og Marche (Norditalien)
  • Sydkorea: Byen Daegu og provinsen Gyeongbuk (Østkysten)
  • Østrig: Delstaten Tyrol
  • Iran

Har man opholdt sig i et af områderne efter 2. marts, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver hjemme i to uger, når man kommer til Danmark.

Orange områder – alle ikke-nødvendige rejser frarådes

Derudover fraråder Udenrigsministeriet ikke-nødvendige rejser til en række andre områder og lande. Der er tale om:

  • Resten af verden

Ministeriet har understreget, at opfordringen til danskere med planer om rejse er den samme, uanset om det er til røde eller orange områder. Der er kun forskel, hvis man allerede er eller har været afsted.

Det kan du læse mere om her.

Derfor kommer opfordringen nu

De seneste dage har vi set skærpelser hver eneste dag, og situationen ændrer sig meget hurtigt – ikke mindst for danskere i udlandet. Derfor kommer opfordringen nu.

– Vi kan ikke gennemskue, hvad der sker det næste døgn eller de næste to dage, og der er et kæmpe skred i, hvad der sker af restriktioner. Når vi siger hurtigst muligt, mener vi hurtigst muligt, fordi vi vil ikke have, at nogen strander, siger Erik Brøgger.

Potentielt er der 100.000 danskere i udlandet på nuværende tidspunkt.

Hvordan er du stillet?

Det ikke uden risici at rejse ud i verden. Fly bliver aflyst, turismevirksomheder er i knæ, og alt fra koncerter og restauranter til konferencer er lukket eller aflyst. Og med Udenrigsministeriet nye skærpelser er der ekstra god grund til at være påpasselig.

Men hvordan er du egentlig stillet, hvis du har bestilt en rejse eller skal afsted? En del af svaret afhænger af, hvor farligt Udenrigsministeriet vurderer området, du ønsker at rejse til, til at være. Ministeriet arbejder fra i dag altså kun med to kategorier – orange og rød:

Hvis du overvejer at rejse

Jeg kunne godt tænke mig at rejse til et af de orange områder på ferie. Kan jeg det?

Når et område er orange, betyder det, at Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til området. På et pressemøde 10. marts sagde direktøren for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen, i ret tydelige vendinger, at man skal lade være med at rejse til områder og lande, der er orange. Kommer man hjem fra et orange område, skal man dog ikke i karantæne.

Jeg kunne godt tænke mig at rejse til et af de røde områder på ferie. Kan jeg det?

Det korte svar er nej. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til de røde områder, og selvom der er tale om anbefalinger, frarådes alle rejser til disse områder af en grund. Al flytrafik fra de røde områder til Danmark er indstillet – i første omgang indtil 25. marts – og når man kommer hjem fra et rødt område, skal man i 14 dages karantæne.

Kan jeg booke påske- eller sommerferie?

Virusudbruddet udvikler sig fra dag til dag, og ingen ved, hvordan det ser ud om en uge, en måned eller et halvt år. Derfor er det også svært at sige. Men booker du ferie til et område, der i øjeblikket er rødt - og stadigvæk er rødt, når du skal rejse - så er du forholdsvist dårligt stillet, fordi du så har været bekendt med situationen, da du bookede.

Hvis du allerede har bestilt

Jeg har allerede bestilt ferie til et orange område. Kan jeg tage afsted?

Orange betyder, at Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser. Der er ingen fast definition på ikke-nødvendig, men ministeriet har ret klart frarådet det, og de fem største forsikringsselskabers afbestillingsforsikring - Tryg, Topdanmark, Codan, Alm. Brand og Gjensidige – dækker alle orange områder.

Jeg har allerede bestilt en ferie til et rødt område. Kan jeg tage afsted?

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til de røde områder, uanset anledningen. Der flyver i en periode ikke fly til Danmark fra de røde områder, og hvis du kommer hjem herfra, skal du i 14 dages karantæne. Hos de fem største forsikringsselskaber - Tryg, Topdanmark, Codan, Alm. Brand og Gjensidige – dækker afbestillingsforsikringen områder, ministeriet har vurderet til at være røde.

Hvem skal betale, hvis jeg ikke har en afbestillingsforsikring?

Er området, du har bestilt en ferie til, enten orange eller rødt, er der forskel på, om du har bestilt en såkaldt pakkerejse eller flyrejse, hotel og så videre separat. Det kan du læse mere om i næste punkt. Tjek desuden, om du måske har en rejseforsikring gennem for eksempel dit betalingskort eller din indboforsikring.

Hvilke muligheder har jeg, hvis jeg har bestilt en pakkerejse?

En pakkerejse er defineret som en rejse, hvor mindst to af de følgende fire ting er booket samtidigt: transport, indkvartering,, turismemæssige ydelser (for eksempel billet til fodboldkamp eller en koncert) og billeje. Dette område er forholdsvist tæt reguleret, og fraråder Udenrigsministeriet rejser til et område, har du ret til at få pengene fra din pakkerejse tilbage.

Hvilke muligheder har jeg, hvis jeg har bestilt fly separat?

Har du ikke købt en pakkerejse, opfordrer Forbruger Europa til, at man går i dialog med sit flyselskab. Måske kan det lade sig gøre at ombooke, eller du kan få refunderet din billet. Om ikke andet har du krav på at få de penge, der går til flyafgifter og -skatter tilbage, hvis du ikke benytter dig af din flybillet. Læs mere om det her.

Hvis du er taget afsted

Kan jeg kræve at komme hjem, hvis Udenrigsministeriet ændrer vurdering af min destination?

Du har ikke krav på at komme med det første fly ud af landet. Man skal i stedet gå i dialog med rejseselskabet om, hvordan man bedst håndterer situationen.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er på ferie i et orange eller rødt land eller område?

Søndag 8. marts var meldingen fra Udenrigsministeriet klar til de danskere, der befandt sig i for eksempel det røde område Norditalien: Kom hjem hurtigst muligt. Der er lukket for flyvninger til Danmark fra de røde områder, og ifølge Udenrigsministeriet kan rejsevejledningerne ændre sig hurtigt. 

Kan jeg risikere at blive sendt i karantæne?

Kommer du hjem fra et rødt område, skal du ifølge Sundhedsstyrelsen blive hjemme i 14 dage. Derudover har en del arbejdspladser deres egne skrappere regler, så selvom myndighederne ikke vurderer, at du nødvendigvis skal i karantæne, kan du være ude for, at din arbejdsgiver ikke vil lade dig møde op på arbejde efter hjemkomst. I så fald kan du selv komme til at skulle betale den manglende løn, og alternativt skal du stå til rådighed for hjemmearbejde i det omfang, det kan lade sig gøre.