Mette Frederiksen testet negativ for coronavirus
Cornavirussen bliver taget yderst alvorligt i regeringen, sagde statsministeren.
Situationen i Danmark og resten af Europa er alvorlig.
801 danskere er konstateret smittet med covid-19 og knap 4000 er blevet testet for sygdommen.
Én af dem er statsminister Mette Frederiksen (S). Det fortalte hun på et pressemøde fredag aften.
- Jeg er selv blevet testet for corona. Jeg har midlertidigt haft det dårligt og udvist symptomer, der kunne minde om corona, og jeg er derfor blevet testet.
- Jeg testede negativ. Og jeg har det i øvrigt godt igen, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Yderligere information kom der ikke om hendes egen situation, men hun fortalte, at ingen andre ministre ifølge hendes oplysninger er blevet testet.
Men statsministeren understreger, at regeringen ser med stor alvor på den øjeblikkelige situation, og at de gør alt hvad de kan for at hindre smitte.
Mette F: Flere vil blive smittet
På pressemødet kom det frem, at de danske grænser lukker lørdag klokken 12.00 og frem til 13. april.
Det vil betyde politi og militær ved grænserne, og udlændinge, der ikke har ”et anerkendelsesværdigt” formål vil ikke komme ind, lød det.
Godstransport vil dog ikke være omfattet af grænselukningen og derfor vil fødevarer og medicin fortsat kunne komme ind.
- Vi træffer de forholdsregler, vi mener er de nødvendige. Jeg vil gerne understrege, at vi kommer til at se flere med corona, flere kritisk indlagte og personer, der dør.
Tiltag nævnt på pressemødet i onsdags, herunder lukkede skoler og institutioner, varer fortsat to uger som bebudet, understregede statsministeren.
Antal smittede kan være højere
Fredag eftermiddag oplyser Sundhedsstyrelsen, at 801 personer i Danmark har fået konstateret covid-19, mens 3998 er blevet testet for det. 23 er indlagt. Heraf er fire personer indlagt på intensiv - to af dem er i kritisk tilstand.
Antallet af smittede kan dog være højere, da myndighederne 12. marts ændrede strategi og ikke længere tager prøver på alle potentielt smittede, men kun på dem, der udviser alvorlige symptomer. Myndighederne gik altså fra en inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi.
11. marts erklærede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, udbruddet af SARS COV-2 og covid-19 for en pandemi, hvilket bruges, når en smitsom sygdom udbredes over en hel verdensdel eller flere verdensdele.
5000 er omkommet på verdensplan.