Coronavirus

Mette Frederiksen forventer dødsfald: - Alt, hvad vi gør, skal sikre, at vi kommer igennem det her

Manglende personale kan blive den største udfordring.

På et pressemøde fredag aften oplyste statsminister Mette Frederiksen om, at grænserne til Danmark er lukkede fra lørdag klokken 12.

Det sker som et led i at stoppe yderligere spredning af den nye coronavirus, der for alvor har fået fat i Danmark.

Men på trods af både grænse-, skole-, institutions- og uddannelseslukninger, samt hjemsendelser af store dele af de offentligt ansatte, så kan vi gå en hård tid i møde.

- Vi ser, hvordan situationen i Italien har udviklet sig katastrofalt, og alt, hvad vi gør, er, at vi skal sikre, at vi kommer igennem det her på en anden måde, siger statsministeren.

Hun mener, at der bliver truffet de forholdsregler, der er nødvendige for at hindre smitte. Men hun siger samtidig, at der fortsat forventes flere smittede, patienter, der skal indlægges på intensiv, og dødsfald.

- Ligegyldigt hvordan vi indretter sygehusvæsenet, vil der være spidsbelastning, lyder det.

Mangel på personale bliver største udfordring

De seneste tal fra Sundhedsstyrelsen fredag viste, at der nu er 801 smittede danskere, hvilket placerer Danmark højt på listen over landes antal af corona-smittede. Tallet kan endda være højere, da myndighederne ikke længere tager prøver på alle potientielle smittede, men kun på dem, der udviser alvorlige symptomer.

Og Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, deler statsministerens frygt.

- Vi er de eneste, der ikke har nogen dødsfald, men det er jeg bange for, vi får. Det er en alvorlig sygdom, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få patienterne til at overleve, men vi kan nok ikke redde alle, siger han.

Det er ikke manglen på respiratorer, der bliver problemet. Det er til gengæld mangel på personale.

- Vi kan ikke bare købe uddannet personale, ligesom vi kan købe respiratorer, siger Søren Brostrøm.

For tidligt at sige om tiltag virker

Blandt de mere end 800 smittede er to personer i kritisk tilstand. Det er tal, som Mette Frederiksen forventer vil stige. Også meget.

- Vi har en stor fælles opgave, og meget af det, vi gør nu, kommer vi forhåbentligt til at se en effekt af, men den kommer først senere, siger hun på pressemødet.

Det er blandt andet inkubationstiden for covid-19, der kan gøre det svært at vurdere, om tiltagene har en effekt på nuværende tidspunkt.

Statsministeren selv udviste symptomer på coronavirus og er blevet testet, men testen var negativ.