Samfund

EU finder 37 milliarder euro i coronahjælp til investeringer

EU kan modstå det chok, som coronavirus medfører, siger formand for EU-Kommissionen.

De økonomiske følger af den aktuelle virusspredning og nedlukning mødes fredag af flere initiativer fra EU-Kommissionen.

Herunder er et investeringsinitiativ på 37 milliarder euro og en tilpasset fleksibilitet i regler for EU-landenes budgetter.

EU-Kommissionen bekræfter, som det blev varslet tidligere på ugen, at der indføres fleksibilitet i de skrappe regler for budgetunderskud i medlemslandene. Samtidig vil man tillade mere statsstøtte.

- Jeg er overbevist om, at EU kan modstå dette chok. Men hvert medlemsland må leve op til sit ansvar, og EU skal handle beslutsomt, koordineret og samlet, siger formand Ursula von der Leyen.

Budgetterne skal være i balance

At der lettes på reglerne, skal ikke opfattes, som at EU suspenderer Stabilitets- og Vækstpagten. Det understreger EU's økonomikommissær, Valdis Dombrovskis.

Pagten indeholder de regler, som hvert år presser lande som eksempelvis Italien, hvis budget balancerer på grænsen af det tilladte i EU.

Italien er samtidig det land, der ser ud til at være værst ramt af coronavirus. Det gælder både på antallet af smittede, men også på økonomien.