Coronavirus

Professor kalder det 'en krig': - Det er en ekstrem situation, og vi har ikke senge nok

Professor Astrid Iversen kalder regeringens tiltag imod coronavirussen for 'nødvendige'. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Astrid Iversen opfordrer danskerne til at følge regeringens vidtgående tiltag om at isolere sig for at undgå coronavirussen i at sprede sig.

- Det er en ekstrem situation, som der ikke findes nogen drejebog for, hvordan man løser.

Sådan siger Astrid Iversen, der er professor i virolog og immunologi ved Oxford University, til TV 2 om coronavirussen, der i disse dage spreder sig hastigt i det danske samfund.

514 danskere er nu smittet med coronavirus.

Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften 11. marts - til sammenligning var tallet 'kun' 35 smittede søndag 8. marts.

Akut mangel på sygehussenge

Sundhedssituationen i Danmark er derfor alarmerende, for coronavirussen har for alvor bidt sig fast i samfundet, og det vil få store konsekvenser.

Landets hospitaler vil blive presset af de mange coronasmittede danskere, og situationen bliver kun værre, hvis alle danskere ikke gør noget nu.

- Vi kommer meget hurtigt til at mangle kapacitet på sygehusområdet, for vi mangler ganske enkelt senge på hospitalerne, siger Astrid Iversen.

Astrid Iversen hylder regeringens tiltag, der vil i høj gradvil lukke Danmark ned de kommende to uger.

Danmark er nemlig det land, der har næstfærrest hospitalssenge per indbygger i 23 vesteuropæiske lande.

Det viser en opgørelse fra den internationale organisation OECD, der er bragt i den engelske avis The Sunday Times.

Herhjemme har vi 2,5 hospitalsseng per 1000 indbygger, og dermed er det kun Sverige, der har en mindre kapacitet på sin sygehuse.

Til sammenligning topper Tyskland listen med 8,0 senge per 1000 indbygger, mens Italien, der er i øjeblikket er hårdest ramt af coronavirussen i Europa, har 3,18 senge per 1000 indbygger.

Antal hospitalssenge per 1000 indbygger i udvalgte europæiske lande.

En global epidemi

Allerede nu er det danske sygehusvæsen presset af den hærgende coronavirus, og ti danskere er onsdag aften indlagt med sygdommen covid-19 - heraf er to i kritisk tilstand og ligger på intensivafdelinger.

Samtidig findes der et 'betydeligt mørketal' i statistikken, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Det er en ekstrem vanskelig situation, men vi bliver nødt til at mindske spredningen af virussen. Ingen lande har regnet med en pandemi, siger Astrid Iversen.

Vi er i krig, og det er en fælles krig mod coronavirussen

Astrid Iversen, professor i virolog og immunologi ved Oxford University

Udbredelsen af coronavirussen bliver nu betegnet som en pandemi af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Det siger WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, da der er konstateret smittespredning af den nye virus på tre forskellige kontinenter, hvilket gør coronavirussen til en global epidemi.

Nødvendige tiltag

For at afbøde og forsinke udbredelsen af coronasmitten herhjemme har regeringen lanceret flere vidtgående tiltag.

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fredag, mens ansatte i ældresektoren, sundhedssektoren og politi skal blive på jobbet.

Desuden lukker alle offentlige uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner i foreløbigt to uger fra fredag 13. marts, mens offentlige folkeskoler og daginstitutioner lukker fra mandag 16. marts og 14 dage frem.

Astrid Iversen hylder regeringens tiltag om at lukke store dele af Danmark ned i en periode og kalder dem 'nødvendige'.

Det bliver en kæmpe omvæltning i vores hverdag

Astrid Iversen, professor i virolog og immunologi ved Oxford University

Professoren i virologi og immunologi fortæller, at mere end én milliard mennesker i Kina blev sat i hjemmeisolation i ti dage, hvilket tog toppen af smitteudbredelsen i landet, hvor coronavirussen har sit udspring.

- Vi er i krig, og det er en fælles krig mod coronavirussen. Man hjælper fællesskabet mest ved at forsøge at arbejde hjemmefra og blive hjemme fra koncerter, sportsarrangementer og lignende, siger Astrid Iversen og uddyber:

- Det bliver en kæmpe omvæltning i vores hverdag, men hvis vi alle sammen følger anbefalingerne i to uger vil det hjælpe meget på situationen. Der er vigtigt, at vi står sammen og kommer igennem sundhedskrisen som ét fælles samfund.

Hun opfordrer danskerne til at føle et personligt ansvar for, at Danmark kan klare udfordringerne.

For en fælles indsats vil kunne tage toppen isbjerget i forhold til spredning af coronavirussen.

- Det gælder om, at smitten skal sprede sig så langsomt, at hospitalerne kan følge med. Det her er ikke bare en slem influenza, det er noget helt andet, for vi har ikke noget at sammenligne med, siger Astrid Iversen.

Overfyldte hospitaler

Covid-19 kan føre til mellem 1680 og 5600 dødsfald i Danmark.

Det fremgår af en risikovurdering for covid-19, som Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut har udarbejdet.

Vurderingen er, at op mod ti procent af den danske befolkning vil blive smittet.

Professoren mener, at omkring 20 procent af de smittede danskere med coronavirussen vil komme på hospitalet.

- Af de 20 procent vil hver fjerde have brug for intensiv behandling. Dødeligheden ser i gennemsnit ud til at være omkring to procent af dem, der bliver smittet med coronavirus, men det afhænger af faktorer som alder og køn - og om den smittede lider af andre sygdomme, siger Astrid Iversen.

Til sammenligning er det cirka 0,1 procent af de smittede med influenza, der bliver hospitalsindlagt.