Coronavirus

Over 100 danskere smittet inden for Danmarks grænser

Den nye coronavirus giver en luftvejsinfektion, som kan føre til lungebetændelse. Grafik / Christoffer Laursen Hald

I alt er 674 danskere nu smittet med coronavirus.

Over 100 af de 674 danskere, der er konstateret smittet med coronavirus, er blevet smittet inden for Danmarks grænser.

Det fremgår af "Covid-19 i Danmark, Epidemiologisk overvågningsrapport", som Statens Serum Institut har udgivet torsdag morgen. Her ses, at 101 er blevet smittet med coronavirus i Danmark, mens 139 er smittet i Østrig og 30 er smittet i Italien.

Torsdag eftermiddag er antallet af danskere, der er smittet med coronavirus steget fra 615 til 674. Det betyder, at det tal på 101 danskere, der ifølge rapporten var konstateret smittet indenfor landets grænser, kan være højere nu.

Det fremgår også af rapporten, at langt de fleste smittede danskere er mænd. Ifølge rapporten er 427 af de 615 danskere, der torsdag morgen var konstateret smittet, mænd. Det svarer til 69,4 procent. 188 - eller 30,6 procent - er kvinder.

Rapporten viser også, at den aldersgruppe blandt danskerne, der er hårdest ramt af coronavirus, er de 40-49 årige. 202 af de personer i Danmark, der er smittet, tilhører den aldersgruppe.

I alt seks personer over 80 år var torsdag morgen smittet, viser rapporten. Otte børn i alderen 0-9 år var smittet med coronavirus, da rapporten blev udgivet torsdag morgen.

Ifølge rapporten er København og omegn det område i Danmark, hvor der torsdag morgen var flest personer smittet med coronavirus.

Her var i alt 184 danskere smittet, 127 i selve København og 57 i Københavns omegn. Næstflest - 145 - var smittet i Østjylland. Rapporten viser også, at Bornholm torsdag morgen som det eneste område i Danmark var helt fri for smitte - her var lige præcis 0 smittede danskere torsdag morgen.

Mange danskere smittet i Tyrol

Størstedelen af de 139 danskere, der er smittet i Østrig, har opholdt sig i det populære skisportssted Ischgl i delstaten Tyrol.

Det siger Tyra Grove Krause, der er overlæge og afdelingschef på Statens Serum Institut, SSI, til TV 2:

- Delstaten Tyrol i Østrig kom først mandag på SSI's liste over risikoområder, hvor det anbefales at teste hjemvendte rejsende med symptomer for covid-19.

Grunden til, at dele af Østrig kom i myndighedernes søgelys, var, at flere nordiske lande havde observeret smitte blandt rejsende herfra, fortæller hun.