Coronavirus

Folketinget drosler ned - samråd aflyses

Folketinget er stadig fungerende, og der vil kunne lovgives på alle nødvendige områder.

Folketinget bliver sat i bero, og folketingspolitikerne sendes hjem torsdag.

Det siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), til TV 2.

- Vi har stadigvæk et Folketing, der fungerer. Vi har stadigvæk et Folketing, der kan lovgive. Det skal vi have. Vi vil også lovgive hastebehandling i dag, som regeringen har anmodet om, lyder det fra Dam Kristensen, som uddyber:

- Men ellers vil vi selvfølgelig på mange områder skrue ned for blusset. Det vil sige, at noget af det daglige, som vi kender med samråd, paragraf 20-spørgsmål og beslutningsforslag, det lægger vi til side de næste 14 dage, men den vigtige lovgivning, vil blive gennemført.

Folketinget vil stadig være fungerende og kunne lovgive Video: Sabine Jersing Bøgeholdt

Stemmer i mindre hold

Hvis der skal stemmes i folketingssalen, vil det maksimalt blive med 95 politikere til stede.

Det er det minimum af politikere, der ifølge grundloven skal til, for at lovgivningen kan vedtages.

For at undgå spredning af coronavirussen vil folketingspolitikerne rent praktisk stemme i hold af cirka 30 personer ad gangen.

Behandlingsgarantien sættes ud af kraft

Regeringen har på baggrund af coronavirussens hærgen i Danmark besluttet at hastebehandle en række love, der vil give sundhedsvæsenet hjemmel til at prioritere hårdere blandt patienterne.

Derfor er der møde i Folketingets forretningsudvalg torsdag fra klokken 08.00.

Lovgivningen skal efter planen godkendes i Folketinget torsdag, hvor hastebehandlingen begynder klokken 10.00. Lovene ventes vedtaget, når der er møde i Folketingssalen klokken 13.00.

Dermed vil både behandlingsgarantien og udredningsretten efter planen midlertidigt blive sat ud af kraft, fordi hospitalerne i stedet skal prioritere at behandle sårbare personer for coronavirus.

'Almindelige' patienter må for en tid vinke farvel til garantier om udredning, behandling og/eller forebyggelse.

- Vi får behov for at hastebehandle en række lovgivninger, så vi sikrer os, at myndighederne har den nødvendige lovgivning at stå ovenpå, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

Sommerferie udskydes

Det eneste udvalg, der arbejder, er Europaudvalget, der mødes hver fredag.

Europaudvalget giver regeringen mandater i forhold til forhandlinger med EU.

Det forventes, at den midlertidige nedlukning af Folketinget betyder, at politikerne må gå senere på sommerferie, da folketingssamlingen vil blive forlænget.