Coronavirus

WHO kalder nu udbrud af coronavirus for en pandemi

WHO's generalsekretær siger, at landene godt kan nå at ændre kursen for spredningen af coronavirus.

Verdenssundhedsorganisationen, også kendt som WHO, kalder nu situationen med udbredelse af coronavirus for en pandemi.

Sådan lyder det fra WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde onsdag aften.

- Pandemi er ikke et ord, der skal bruges let eller uforsigtigt. Det er et ord, der, hvis det misbruges, kan forårsage stor frygt eller uberettiget accept af, at kampen er forbi, hvilket fører til unødvendig lidelse og død, lyder det fra generalsekretæren.

Spredningen kan ikke kontrolleres

Han tilføjer, at det ikke er for sent at ændre på retningen for denne pandemi.

- Vi kan ikke sige det her højt eller ofte nok: Alle lande kan stadig ændre retning på den her epidemi, lyder det fra Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Pandemier spreder sig på tværs af verdensdele

Orden 'pandemi' bruges, når en smitsom sygdom, udbredes over en hel verdensdel eller flere verdensdele. Med andre ord defineres en pandemi som en global epidemi.

WHO definerer desuden en influenzapandemi som spredning af en ny type influenza, hvor få er immune. Fortilfælde kommer typisk fra vira fra dyr.

442 personer er smittet med coronavirus i Danmark, oplyser Sundhedsstyrelsen kort før WHO's udmelding onsdag. Det er 180 flere end det, styrelsen oplyste tirsdag.

1303 er i karantæne, lyder det fra styrelsen.