Mette F: Forsamlinger over 100 mennesker skal forbydes
- Det er store forandringer, vi kommer til at se. Det bliver hårdt, siger statsministeren til pressemøde onsdag aften.
Indendørens arrangementer med over 100 deltagere vil blive forbudt.
- Vi har ikke hjemmel til at forbyde det ved lovgivning i dag, men vi kommer til at bede Folketinget håndtere hastelovgivning i morgen, siger Mette Frederiksen til et pressemøde onsdag aften.
Forbuddet ventes indført fra mandag.
Opfordrer barer og klubber til at lukke
Indtil da opfordrer regeringen til, at man aflyser alle indendørs forsamlinger på over 100 mennesker. Mette Frederiksen opfordrer blandt andet værtshuse, natklubber og diskoteker til at holde lukket i en periode.
- Vi danskere kommer til at se mindre til hinanden i et par uger. I første omgang to uger, siger Mette Frederiksen.
Tidligere lød opfordringen på at aflyse arrangementer for over 1000 personer. Men nu er grænsen sænket.
- Det er store forandringer, vi kommer til at se. Det bliver hårdt. Situationen kommer til at stille store krav, lyder det.
Plejehjem og sygehuse: Begræns besøg
Forbuddet indføres i et forsøg på at mindske spredningen af coronavirus blandt befolkningen.
Foruden en opfordring til at lukke natteliv, bliver indendørs kulturinstitutioner og biblioteker lukket med øjeblikkelig virkning.
Mette Frederiksen siger desuden, at sygehuse og plejehjem opfordres til at begrænse besøgende - også med øjeblikkelig virkning.
- Det er vigtigt, at alle pårørende respekterer det, siger statsministeren.