Coronavirus

Her er scenariet, de danske myndigheder frygter

Sundhedsstyrelsen arbejder med et worst case scenario, hvor 600.000 danskere bliver smittet med coronavirussen.

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er næsten tredoblet på et døgn.

Fra 90 mandag aften til 262 tirsdag aften. Og tallet vil kun fortsætte med at stige, lyder det fra myndighederne.

På et pressemøde tirsdag formiddag fremlagde Sundhedsstyrelsen det værste scenarie for en coronaepidemi i Danmark, som styrelsen ser det. Det lyder sådan her:

  • 600.000 danskere bliver smittet
  • 60.000 kommer i kontakt med sundhedsvæsenet på den ene eller anden måde
  • 12.000 vil blive indlagt i tre måneder
  • 3000 bliver indlagt på intensivafdelinger

- Derfor har vi drøftelser med regionerne og intensivlæger i forhold til indkøb af respiratorer, prioritering af patienter og vores personaleressourcer, sagde direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på pressemødet.

Han tilføjede derudover, at sundhedsvæsenets kræfter bør koncentreres om én gruppe, hvis scenariet går i opfyldelse:

- Vi vil bede de let syge om at blive hjemme og fokusere sundhedsvæsenets ressourcer på de 60.000, lyder det.

Erfaringer fra tidligere epidemier

Tallene er baseret på erfaringer fra tidligere influenzaepidemier og på de erfaringer, Sundhedsstyrelsen har fra Kina og Italien, der er hårdt ramt af smitte.

Samtidig er estimatet mere konservativt, end man ser i Italien, siger Søren Brostrøm.

- Der er en anden aldersfordeling i Danmark end i Norditalien, og derfor er der måske et større træk på sygehusvæsenet, siger Søren Brostrøm om Italien, der er et af de lande i Europa med højest gennemsnitlig levetid og derfor mange ældre.

Megafon søger respondenter

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

"Benhårde prioriteringer"

Hvis scenariet med 10 procent smittede bliver virkelighed, kommer der til at ske nogle "benhårde prioriteringer" i sygehusvæsenet, siger Søren Brostrøm.

- Det vil kræve en stor omstilling af det danske sundhedsvæsen, siger han.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der også var til stede på pressemødet, sagde, at der skal opjusteres på intensivafdelinger i alle landets regioner.

Det betyder, at der skal være flere sengepladser på landets intensive afsnit, og der skal være flere respiratorer.

Derudover kommer man til at trække på alt det personale, man kan. Deriblandt medicin- og sygeplejestuderende og nyligt pensionerede, lød det fra ministeren.

Sundhedsstyrelsens direktør fortalte desuden, at sundhedsvæsenets øvrige opgaver kommer til at blive løst ved en lavere standard.