Her er myndighedernes nye tiltag mod coronavirus
Det bliver ikke sidste gang, der kommer nye tiltag, siger statsministeren.
På et pressemøde tirsdag formiddag har statsminister Mette Frederiksen (S) præsenteret en række nye initiativer, der skal forhindre, at coronavirussen spreder sig i Danmark.
Statsministeren lagde ud med at opjustere antallet af smittede i Danmark fra 113 til 156.
Derefter fremlagde hun fem konkrete tiltag:
- Punkt 1: Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledninger, og en række nye områder er nu i rød zone. Det vil sige, at alle rejser hertil frarådes. Der er tale om Norditalien, Iran og specifikke områder i Kina, Østrig og Sydkorea. Rejsevejledningerne bliver kun mere strenge, lyder det. Få overblik over, hvor du ikke skal rejse til her.
- Punkt 2: Myndighederne opfordrer til at undgå offentlig transport i myldretiden. De udsteder nye krav til den kollektive trafik, og udbyderne bliver bedt om at lave foranstaltninger, så passagererne ikke står for tæt i blandt andet tog og busser. Det betyder, at der for eksempel skal indsættes flere busser og tog, lyder det.
- Punkt 3: Der kommer nye tiltag i lufthavnen for personer, der ankommer fra destinationer i røde zoner. De skal blandt andet ledes uden om andre passagerer.
- Punkt 4: Al flytrafik, der ankommer fra de røde områder, må ikke længere lande i Danmark. Det gælder fra i nat klokken 00:00.
- Punkt 5: Folketinget vil hastebehandle en række hastelovgivninger. Blandt andet handler det om epidemilovgivningen og lovgivning, der giver sundhedsmyndighederne lovmæssig hjemmel til at prioritere. Desuden præsenterer statsministeren en række hjælpepakker i eftermiddag, der skal komme erhvervslivet til undsætning.
Derudover præsenterede Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) to konkrete tiltag, der skal styrke det danske sundhedsvæsen, så smittespredning kan håndteres.
- Punkt 1: Der skal opjusteres på intensivafdelinger i alle regioner. Det betyder, at der skal være flere sengepladser på landets intensive afsnit, og der skal være flere respiratorer.
- Punkt 2: Alle, der kan arbejde, skal arbejde. Det betyder, at alt fra medicin- og sygeplejestuderende til nyligt pensionerede bliver kaldt ind, når der er brug for det. Læs mere her:
Flere initiativer på vej
På pressemødet understregede Mette Frederiksen, at det formentlig ikke er de sidste tiltag mod virussen, danskerne kommer til at opleve.
- Vi skal ikke gå i panik. I må forvente yderligere initiativer, sagde hun på pressemødet.
Her nævnte hun, at der kunne blive tale om "større forandringer af vores samfund".