Coronavirus

EU sætter en stopper for "spøgelsesfly" som følge af coronavirus

Det bliver lettere for flyselskaber at bevare flyvetider trods aflysninger, lyder det nu fra EU-Kommissionen.

EU vil midlertidigt ændre de regler, der betyder, at en række flyselskaber har sendt næsten tomme fly i luften under udbruddet af coronavirus.

Reglerne siger, at luftfartsselskaberne skal bruge deres tildelte tidsrum - det såkaldte slot - mindst 80 procent af dagene i en femugers periode, hvis de vil beholde det.

Bruger et selskab ikke det tildelte slot nok, kan et konkurrerende selskab overtage det.

Det vil EU-Kommissionen nu sætte en stopper for.

Letter trykket på flyindustrien

Formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, siger, at man snarest vil ændre lovgivningen omkring disse "spøgelsesflyvninger".

- Vi vil gøre det lettere for flyselskaber at bevare deres slots, også selv om de ikke benytter disse tider til flyvninger, siger von der Leyen på et pressemøde i Bruxelles.

- Det er et midlertidigt tiltag, som både vil hjælpe industrien og miljøet. Det vil lette trykket på flyindustrien, især på mindre flyselskaber, men det vil også sænke udledningerne, fordi man undgår de såkaldte spøgelsesflyvninger, lyder det videre fra von der Leyen.

Situationen forværres dag for dag

Mange fly er helt aflyst i øjeblikket på grund af virussens spredning. Tirsdag har flyselskabet Norwegian meddelt, at 3000 flyvninger er aflyst indtil midten af juni.

SAS har et flystop til Norditalien frem til 3. april, meddelte selskabet mandag.

Et lignende billede tegner sig i store dele af verden. De første flyvninger, der blev indstillet, var ruter til Kina, hvorfra udbruddet af coronavirus begyndte.

- Udbruddet af coronavirus har stor indflydelse på den europæiske og internationale flyindustri. Situationen forværres dag for dag, siger von der Leyen.

EU har tidligere trådt til med en lempelse af 80-procentsreglen. Det skete sidst under finanskrisen i 2009 og forinden under sars-epidemien i 2003, hvor flytrafikken også var hårdt presset.

Det bliver lettere for flyselskaber at bevare flyvetider trods aflysninger, melder EU-Kommissionen. Video: David Buch