Coronavirus

Spredning af coronavirus er et spørgsmål om tid, siger Sundhedsstyrelsen

Seks danskere er indlagt med covid-19. Ingen af dem er dog i kritisk tilstand.

Risikovurderingen for smittespredning i Danmark er 'høj'.

Og vi vil derfor komme til at se den første reelle smittespredning af coronavirussen SARS-COV-2 i Danmark inden for de kommende uger og dage.

Det siger direktør fra Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på et pressemøde mandag eftermiddag.

– Hidtil har situationen været, både i Danmark og vores nabolande, at langt de fleste havde en rejsehistorie. Men vi vil begynde at se smittespredning. Også i det danske samfund, siger Søren Brostrøm.

Dermed har styrelsen en forventning om, at danskere, der ikke har haft en rejsehistorie eller har været i kontakt med en person, der har haft en rejsehistorie, vil blive smittet.

Sundhedsministeriet bygger deres antagelse på, at der i løbet af de seneste dage er sket en markant stigning i antallet af smittede i Europa.

På pressemødet var både Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Udenrigsministeriet, Rigspolitiet og Erhvervsstyrelsen repræsenteret.

Over 1000 danskere testet

1022 danskere er for nuværende testet for coronavirus. 92 er smittet, mens 770 er i karantæne.

Af de 92 smittede er seks personer mandag indlagt. Ingen af dem er i kritisk tilstand, og de har det efter omstændighederne godt, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vi forventer, at inddæmningsstratregien ikke kan vare evigt

Søren Brostrøm, direktør Sundhedsstyrelsen

At 770 danskere befinder sig i karantæne er en del af den såkaldte inddæmningsstrategi – et forsøg på at begrænse smittespredningen i Danmark.

Og den giver fortsat mening, siger Søren Brostrøm.

– Vi forventer, at inddæmningsstratregien ikke kan vare evigt. Men den giver mening så længe, at forudsætningerne er til stede. Og det er de så længe, vi kan opspore, identificere og isolere de smittede. Når vi begynder at se en smittespredning i Danmark og i vores landfaste nabolande, så bliver de geografiske kriterier umulige i en inddæmningsstrategi, og så vil man skifte fra en inddæmningstrategi til en afbødningsstrategi, siger Søren Brostrøm.

Og her vil fokus være at finde de meget syge og få dem behandlet, samtidig med man forsøger at stoppe smittespredningen. Det kan eksempelvis være, at man opfordrer til, at alle folk, der er forkølede, syge eller har hoste over foråret og sommeren skal blive hjemme.

Det er bare ét af de 'værktøjer', som myndighederne kan benytte sig af, lyder det fra Søren Brostrøm, der understreger, at inddæmningsstrategien ikke er opgivet, men vurderes fra dag til dag.

To smittede på gymnasium

Søndag aften kom det frem, at Rysensteen Gymnasium i København er lukket ned på ubestemt tid, efter at der først onsdag i sidste uge blev konstateret én smittet, og siden er konstateret endnu en smittet elev.

De to har umiddelbart ikke haft kontakt, og den sidste har ikke været ude at rejse.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen, WHO), meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af den nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Derfor ønsker myndighederne ikke at tage nogle chancer, men en reel smittespredning vil myndighederne endnu ikke konstatere.

– Vi er forsigtige i forbindelse med Rysensteen, da vi ikke med sikkerhed kan sige, hvordan person nummer to er smittet. Vi er bekymrede. Og derfor lukker vi skolen, så vi kan undgå eventuelt smitte, sagde direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted.

Mandag kom det også frem, at en smittet dansker har været på natklubben Søpavillionen i København. Personen har torsdag aften og natten til fredag været på natklubben, og derfor bad Styrelsen for Patientsikkerhed alle, der har været på natklubben mellem klokken 23 og 02 torsdag aften og natten til fredag, om at blive hjemme i 14 dage.

I sidste uge blev der fra regeringens side opfordret til, at arrangementer med over 1000 deltagere blev aflyst, og at man som dansker så vidt muligt undgår at give hånd og kramme.

Det er et udtryk for "rettidig omhu" for at kunne trække en epidemi så langt hen på foråret og start sommer som muligt, siger Søren Brostrøm mandag.

Udbruddet med coronavirussen SARS-COV-2 begyndte på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første smitte blev noteret 31. december 2019.