Coronavirus

Smittet dansker har befundet sig på natklub torsdag aften

Myndighederne opfordrer personer, der var til stede på natklubben i samme tidsrum, til at blive hjemme i 14 dage.

En person, der er konstateret smittet med covid-19, har natten til fredag befundet sig på Søpavillonen, der er en natklub, i København.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse. Styrelsen opfordrer samtidig personer, der har været til stede på Søpavillionen mellem 5. marts klokken 23 og 6. marts klokken 02, til at blive hjemme i 14 dage - uanset om man oplever symptomer eller ej.

- Hvis du har været til stede på Søpavillonen torsdag aften og har feber, hoste eller åndenød, skal du ringe til egen læge eller vagtlægen og oplyse, at du har været på Søpavillonen i samme tidsrum som en person smittet med coronavirus, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Den smittede er i isolation

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at man under ingen omstændigheder skal besøge sygehuse, plejecentre eller lignende, da der på disse steder er personer, som er særligt udsatte, hvis de bliver smittet med coronavirus.

Den smittede person er i isolation, og kendte kontakter til den smittede er allerede blevet kontaktet af styrelsen og sat i frivillig hjemmekarantæne.

872 danskere er blevet testet for coronavirus. 35 er smittet, mens 628 er i karantæne.