Coronavirus

Danske hoteller og restauranter hårdt ramt af aflysninger

Aflysningerne kan ifølge hoteldirektør ende i fyringer.

Arrangementer med over 1000 deltagere bør aflyses eller udskydes.

Sådan lød opfordringen fra statsminister Mette Frederiksen (S) fredag på et pressemøde om coronavirus i Danmark, som 90 danskere nu er bekræftet smittet med.

Det betød, at både X Factor fredag aften og Melodi Grand Prix lørdag blev afholdt uden publikum, mens 3F Superligaen er blevet spillet for tomme tribuner.

Der er ingen tvivl om, at det her rammer hårdt ned i erhvervet, og lige nu skal der skæres ind til benet for at minimere omkostningerne

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør hos Horesta

Men store events er ikke de eneste, som mærker, at coronavirus er nået Danmark.

Hårdt ramt af aflysninger

Også hotel- og restaurationsbranchen er hårdt ramt af aflysninger fra gæster, som frygter at blive smittet med virussen.

Det fortæller Kirsten Munch Andersen, som er politisk direktør hos Horesta, brancheorganisationen for hotel-, restaurations- og turisterhvervet.

- Det gik rigtigt, rigtigt hurtigt, efter statsministerens udmelding fredag. Der er ingen tvivl om, at det her rammer hårdt ned i erhvervet, og lige nu skal der skæres ind til benet for at minimere omkostningerne. Spørgsmål er, hvor længe det her kan holde ved, og hvor længe det kommer til at trække ud.

Nøjagtig, hvor store omkostninger aflysningerne får for branchen, er Horesta i gang med at få overblik over, oplyser Kirsten Munch Andersen.

Formanden for Horesta i Nordjylland, Lars Mouritzen, har dog sagt til TV 2 Nord, at aflysningerne kommer til at koste arbejdspladser i branchen.

Kan ende med fyring af medarbejdere

Et af de hoteller, hvor aflysningerne strømmer ind, er Hotel Svendborg på Fyn. Hoteldirektør Tom Pelle Jensen, der også er bestyrelsesmedlem for Horesta i Region Syddanmark, fortæller, at han indtil videre har fået aflysninger for cirka en million kroner.

- Det er ikke noget, vi har prøvet før. Jeg arbejdede også efter 11. september 2001, da amerikanerne ikke kom, og det hele styrtdykkede. Det her er noget helt anderledes, for det er også danskerne, siger Tom Pelle Jensen.

Når alt det her er ovre, må vi se, hvor mange ridser i lakken, vi har fået,

Tom Pelle Jensen, direktør Hotel Svendborg

Ifølge handelsbetingelserne skal kunderne, der ønsker at annullere deres booking på Hotel Svendborg, betale 75 procent af regningen, hvis aflysningen sker mindre end en måned før arrangementet skulle være blevet afholdt.

Men det er mange ikke klar over, fortæller Tom Pelle Jensen.

- Folk er godt klar over, at de har noget i klemme, men det er en grim situation, fordi jeg er nødt til at fortælle dem, at de skal betale 75 procent. Det er egentlig dem, der skal klage til Mette Frederiksen for at få deres penge tilbage, siger Tom Pelle Jensen.

Han fortæller, at de mange aflysninger har betydet, at hotellet kæmper for at få vagtplanen til at hænge sammen. I øjeblikket går aflysningerne mest ud over tilkaldevikarer, der ikke får nogen timer og derfor ingen løn. Normalt er marts den travleste måned på året for konferencecentre.

Regeringen arbejder på at give kompensation

Netop brancher, som beskæftiger sig med turisme, transport og lignende, blev fremhævet af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

Her talte statsministeren om konsekvenser af coronavirus for erhvervslivet i Danmark.

- Der er virksomheder, som bliver påvirket mere end andre. Det begynder vi at kunne se ret voldsomt allerede.

På pressemødet slog Mette Frederiksen fast, at regeringen i løbet af kort tid vil præsentere konkrete initiativer for, hvordan de kan hjælpe de ramte brancher. Blandt andet vil regeringen arbejde på at give virksomheder kompensation, hvis de på baggrund af regeringens opfordring har aflyst begivenheder.

Men ifølge Tom Pelle Jensen fra Hotel Svendborg er det stadig for tidligt at gøre skaderne op.

- Jeg tror ikke, vi har et overblik endnu. Når alt det her er ovre, må vi se, hvor mange ridser i lakken, vi har fået, og hvor store underskuddene vil være rundt omkring.