Styrelse bekræfter: Personer smittet med coronavirus i Danmark
Hidtil er alle danske smittetilfælde sket i udlandet.
Af de 27 personer i Danmark, der er bekræftet smittet med sygdommen covid-19, er enkelte blevet smittet i Danmark.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en kortfattet pressemeddelelse lørdag.
De pågældende smittetilfælde er alle sket "i relation til allerede kendte patienter, der er blevet smittet i udlandet", lyder det.
Det er første gang, at myndighederne bekræfter, at der er sket smitte af den nye coronavirus mellem personer i Danmark.
Tidligere har sundhedsmyndighederne oplyst, at alle danske smittetilfælde var sket i udlandet, men at der ikke kunne undgås smittespredning herhjemme.
- De smittede har allesammen familie og kolleger, som har været i karantæne, for at vi kunne overvåge dem og diagnosticere dem, hvis de blev syge, og det er så sket nu, forklarer Thomas Benfield, overlæge på Hvidovre Hospital.
- Det er meget betryggende, at vi kender relationen til smittekilden og derfor har haft dem i karantæne i hele perioden, så de ikke har kunnet smitte andre. Det viser, at de ting, vi har gjort de seneste uger i Danmark, virker, tilføjer han.
Ud over de 27 smittede er 458 personer i Danmark nu sat i karantæne, fordi de har været tæt på en smittet person.
Smittede er selv stået frem
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser ikke detaljer om de enkelte patienter, men flere er selv stået frem i medierne.
Det første bekræftede smittetilfælde i Danmark var TV 2-medarbejderen Jakob Tage Ramlyng, der blev smittet under en skiferie i Norditalien. Han er siden erklæret rask.
De to tidligere landsholdsspillere i fodbold Thomas Kahlenberg og Peter Madsen har også begge bekræftet, at de blandt de smittede. Begge formodes smittet til en fødseldagsfest i Amsterdam, hvor der også var italienere til stede.
Peter Madsen oplyser til B.T., at også begge hans svigerforældre er smittede, men at svigerfaren formentlig er smittet under et ophold i Italien.
En medarbejder på Aarhus Universitetshospital er bekræftet smittet efter en konference i Tyskland, hvor en italiensk kollega senere viste sig at være smittet.
Forsøger at inddæmme smitte
Selvom der indtil nu ikke havde været bekræftede smittetilfælde mellem personer i Danmark, var det ventet, at det ville ske.
- Vi bliver ikke ved med at kunne inddæmme og stoppe, at der også vil være smitte i Danmark. Det er det næste, der kommer, lød det fredag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
I et forsøg på at bremse spredningen opfordrede myndighederne og regeringen fredag til, at alle større arrangementer med over 1000 deltagere aflyses eller udskydes.
Den nye coronavirus, som kan føre til sygdommen covid-19, vil for mange føre til milde og influenzalignende symptomer, men for ældre, kronisk syge og andre med i forvejen svækket immunsystem, kan sygdommen være alvorlig.
Da virussen ser ud til at være meget smitsom, forsøger de danske myndigheder med forskellige tiltag derfor at inddæmme smitten længst mulig, så smittekurven flader ud over en længere periode.
På den måde forsøger man at undgå at overbelaste sygehusvæsnet, så mange svækkede patienter ikke skal indlægges på én gang.