Coronavirus

27 danskere er nu smittet med coronavirus - 458 er i karantæne

Ifølge myndighederne er det umuligt at forhindre smittespredning i Danmark, men det handler om at flade kurven ud over en længere periode. Ritzau Scanpix / TV 2 Grafik

Samtidig er 458 personer nu beordret i hjemmekarantæne af myndighederne.

27 danskere er nu bekræftet smittet med den nye coronavirus.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside lørdag middag. Det er seks tilfælde flere end fredag.

Der er ingen information om de smittede, herunder om de er blevet smittet med virussen i udlandet eller Danmark.

Tidligere har sundhedsmyndighederne oplyst, at alle smittetilfælde var sket i udlandet, men at det ikke kunne undgås med smittespredning herhjemme.

- Vi bliver ikke ved med at kunne inddæmme og stoppe, at der også vil være smitte i Danmark. Det er det næste, der kommer, lød det fredag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Mange danskere i karantæne

Ud over de 27 smittede er 458 personer i Danmark nu sat i karantæne, fordi de har været tæt på en smittet person.

Omkring en femtedel af de karantæneramte kan kobles til den tidligere fodboldspiller Thomas Kahlenberg, der søndag besøgte Brøndby Stadion, men senere blev bekræftet smittet med virussen.

Kahlenbergs tilstedeværelse ved superligakampen mod Lyngby har sendt hele 77 fodboldfans i karantæne. hertil kommer 13 personer fra Brøndby IF's administration samt tre spillere fra Lyngbys superligatrup.

- Jeg er så ked af alt det, jeg har "sat i gang". Folk der er sat karantæne osv. Jeg sender dem alle mange tanker, og håber ingen vil blive sygdomsramt. Indtil videre har ingen af mine nærmeste fået sygdomssymptomer, skriver Thomas Kahlenberg lørdag på Instagram.

Flere af de karantæneramte har selv oplyst om deres situation. Det gælder blandt andet de 16 ansatte på TV 2, der fortsat er i karantæne, efter en redaktør på TV 2 NEWS som den første dansker blev bekræftet smittet.

Også den kendte forretningskvinde Mia Wagner, der er kendt fra DR-programmet 'Løvens Hule', er beordret i karantæne af Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun fortæller selv på Instagram, at hun fredag deltog i et møde, hvor der var en person fra et andet firma, som senere blev testet positiv for coronavirus.

Hertil kommer et ukendt antal danskere, der er sendt i frivillig hjemmekarantæne af deres arbejdsgivere, hvis de eksempelvis har været på rejse i et af de smitteramte områder i udlandet.

Myndigheder vil begrænse smittespredning

Fredag varslede de danske myndigheder med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen en række nye tiltag, der skal begrænse smittespredningen i Danmark.

Myndighederne opfordrer blandt andet til, at alle arrangementer med over 1000 deltagere bør aflyses eller udskydes. Opfordringen gælder i første omgang resten af marts.

Samtidig lød det fra Sundhedsstyrelsen, at man bør holde afstand til andre og undgå håndtryk, kys og kram for at minimere spredningen.

Desuden ændrede Udenrigsministeriet sin rejsevejledning. Nu er anbefalingen, at man som minimum udviser forsigtighed, når man rejser i udlandet.

I forvejen frarådes alle unødvendige rejser til Kina, Iran, dele af Sydkorea og seks regioner i Italien. De frarådes, fordi de områderne har været hårdt ramt af coronavirussen.