Coronavirus

Dansk Melodi Grand Prix bliver uden tilskuere

Der er flere andre lande, der har lavet lignende tiltag som et led i forsøget på at begrænse smitte med den nye coronavirus.

Det danske Melodi Grand Prix, der afholdes lørdag i Royal Arena, bliver uden tilskuere. Det oplyser arrangøren til TV 2.

- Det er klart, det bliver et anderledes show. Der er en grund til, at vi havde valgt at holde det i de her flotte omgivelser med et stort publikum. Det danner nogle gode rammer for en musikbegivenhed. Men nu får vi det bedste ud af det, siger talsmand Gustav Lützhøft til TV 2 om beslutningen.

De, der allerede har erhvervet sig en billet til showet, vil få refunderet pengene.

Aflysningen sker, efter statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag opfordrede til at aflyse eller udskyde alle arrangementer med over 1000 gæster i forsøget på at begrænse smitte med den nye coronavirus..

- Ingen af os skal gå i panik i den her situation. Men vi skal handle. Hellere tidligt end for sent, siger statsministeren.

Anbefalingen gælder i første omgang resten af marts og får betydning for flere større arrangementer på dansk jord.

Blandt andet spiller den danske mesterklub FC København sine kampe for tomme tribuner, mens Kommunernes Landsforening (KL) har besluttet at aflyse Kommunalpolitisk Topmøde 2020.

Lignende tilfælde rundt om i verden

Der er flere andre lande, der har lavet lignende tiltag som et led i forsøget på at begrænse smitte med den nye coronavirus.

I Frankrig blev det i slutningen af februar meldt ud, at landet forbyder offentlige arrangementer i lukkede rum, hvor der er deltagelse af mere end 5000 personer.

Samtidig har man i Schweiz besluttet, at alle arrangementer med deltagelse af mere end 1000 personer bliver droppet.

I Italien, som med 148 døde og 3858 smittede er Europas hårdest ramte land, holdes alle skoler og universiteter lukket indtil 15. marts.