Samfund

Internationalt skolestævne i Esbjerg aflyst på grund af coronavirus

Et stort skolestævne med deltagere fra hele Europa er blevet aflyst. Det sker efter sundhedsmyndighedernes nye risikovurdering for coronavirus.

Siden 1990’erne har Esbjerg Gymnasium deltaget i det internationale stævne Euroschoolsport.

I år var det meningen, at gymnasiet ved Vesterhavet skulle være vært for dets europæiske venner.

Men det er blevet aflyst på grund af coronavirussen, som har taget fat i Europa – især i det nordlige Italien.

- Jeg er meget ærgerlig, og det var en rigtig svær beslutning at træffe, siger uddannelsesleder på gymnasiet Dan Støjer.

Efter planen skulle Esbjerg Gymnasium 26. april lægge rammer til 150 elever og lærere fra hele Europa.

Deltagerne skulle komme fra en lang række lande, som blandt andet omfatter Italien og Tyskland, hvor der er henholdsvis 3000 og knap 450 smittede

Elever og lærere skulle bo hos private

Sundhedsmyndighederne har anbefalet, at danskere, der har rejst i flere regioner i det nordlige Italien, går i 14 dages hjemmekarantæne ved hjemkomst. Derfor begyndte man at tænke over, om det var en god idé at aflyse stævnet.

De 150 deltagere skulle nemlig indlogeres hos skolens elever, hvilket var med til at skabe frygt for, at eventuel smitte kunne sprede sig.

- Det er jo et stort arrangement, vi skulle have afviklet. Og vores elever skal ikke gå og være bekymret for, om den her fremmede, der bor hos dem, kan være syg, siger Dan Støjer.

Men endnu større var frygten for, at en eventuel smitte til arrangementet ville betyde, at ikke kun de deltagende elever ville blive ramt – men en stor del af hele skolen.

- Det ville være store dele af skolen, der skulle i karantæne. Plus deres familier. Det måtte vi som ledelse erkende, at vi ikke kunne stå til ansvar for, siger Dan Støjer.

Dan Støjer bemærker, at flere af de deltagende gymnasier også har kontaktet Esbjerg Gymnasium med henblik på at høre, om det var forsvarligt at afvikle stævnet.

Begivenheder aflyses andre steder

Det er ikke kun Esbjerg Gymnasium, der har måttet aflyse arrangementer i forbindelse med coronavirussens indtog. Også Friplejehjemmet Nordstjernen har set sig nødsaget til at aflyse alle åbne arrangementer.

Plejehjemmet skriver, at aflysningen sker for at styrke den forebyggende indsats for at inddæmme covid-19 smitte.

Derudover beder Nordstjernen besøgende om at være opmærskomme på Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

- Alle der gæster plejehjem, kan jo potentielt medbringe smitte, skriver Nordstjernen på Facebook.

Et andet plejehjem, Plejehjemmet Kornumgård, har også set sig nødsaget til at aflyse arrangementer på grund af risikoen for smitte med covid-19.

Kornumgård beder samtidig personer, der har rejst til et af de coronavirus-berørte lande om at undlade at besøge plejehjemmet i 14 dage efter.