Coronavirus

Femte og sjette dansker smittet med coronavirus

Over hundrede danskere er allerede i hjemmekarantæne som følge af coronavirus.

En femte og sjette dansker er blevet smittet med coronavirussen SARS-CoV-2 og har nu fået konstateret covid-19.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

De to personer har været på ferie i Norditalien og kom begge hjem til Danmark lørdag 29. februar.

- De var ikke allerede i karantæne. De er hjemvendt fra ferie uafhængigt af hinanden fra to forskellige steder. Og så har de fået symptomer et par dage efter, at de kommer hjem, siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne Marie Vangsted til TV 2.

Styrelsen oplyser, at ingen af dem har relation til de fire danskere, der allerede er smittet.

Ifølge TV 2 ØST er én af de smittede testet på Sjællands Universitetshospital. Anne Marie Vangsted oplyser, at styrelsen er i gang med at identificere hvem, som de to nye smittede har haft kontakt med.

Oplysningen kommer, dagen efter at Udenrigsministeriet opdaterede deres rejsevejledning for Italien og nu fraråder ikke-nødvendige rejser til fire af syv regioner i Norditalien.

Det drejer sig om regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto, hvor der er en stor stigning i antallet af smittede med coronavirus

Fire allerede smittet

Søndag offentliggjorde Styrelsen for Patientsikkerhed, at en fjerde person var blevet smittet.

Ifølge styrelsen havde personen været i tæt kontakt med den anden smittede dansker, og derfor var vedkommende allerede i hjemmekarantæne. Det står ikke klart, om der er tale om en kvinde eller en mand.

Smitten til person nummer to og nummer fire stammer også fra Norditalien, da person nummer to var hjemvendt fra skiferie 15. februar og blev syg med hoste og feber tre dage efter sin hjemkomst. Ni dage efter de første symptomer blev han henvist til Rigshospitalet, hvor en halspodning bekræftede, at han var smittet.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen, WHO), meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af den nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Torsdag 27. februar blev den første dansker erklæret smittet. Der er tale om TV 2-redaktør Jakob Tage Ramlyng, som blev syg efter en tur i Norditalien.

Den tredje dansker er en hospitalsmedarbejder fra Aarhus Universitetshospital, der havde været i kontakt med en italiensk kollega på en konference i Tyskland.

Over hundrede i karantæne

Italien er det land i Europa, hvor flest personer er smittet med virussen. Her er i alt 2036 blevet smittet, hvoraf 52 er døde, mens 149 er blevet helbredt.

Mandag oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed, at 127 danskere for øjeblikket er i hjemmekarantæne, da de enten har været i kontakt med smittede danskere eller smittede personer i udlandet. Sidstnævnte drejer sig om 14.

Enhedschef Anette Lykke Petri oplyste samtidig, at det var et øjebliksbillede, og at tallet ændrer sig time for time.

Ifølge Johns Hopkins Universitetet, der laver en løbende optælling over smittede, døde og raskmeldte, er 90.306 blevet smittet på verdensplan.

I skrivende stund har 3087 mistet livet, mens 45.707 er meldt raske.

Udbruddet med coronavirussen SARS-CoV-2 startede på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første smitte blev noteret 31. december 2019.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at det er vigtigt, at man kontakter egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de seneste 14 dage har været i områder med udbredt smitte og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød.