Kendt influencer udskammer overvægtige i video, som hun aldrig har medvirket i

’Deepfake’ er en teknologi, som har gjort det mere effektivt at manipulere med videoer. Men hvor effektiv er teknologien? Det har TV 2 ECHO testet.

- Til alle jer kvinder out there. Jeg er ked af, hvis det her kommer ud på en for hård måde. Men har I det ekstra fedt på sidebenene, maven, lårene, you name it – så er jeg så træt af, at I skal vise jeres krop på Instagram. Det er jo ikke særlig pænt at kigge på.

Sådan siger den kendte blogger og influencer Nikita Klæstrup i en video, som TV 2 ECHO har lavet.

Nikita Klæstrup er især kendt fra den feministiske trio 'Girl Squad', der blandt andet er imod skønhedsidealer. Derfor strider hendes udtalelse i videoen mod det, hun umiddelbart står for.

- Det er grotesk. Det føler jeg slet ikke, at hun kan stille sig op og sige, lyder det fra 18-årige Signe, da TV 2 ECHO stopper hende på gaden og viser hende videoen.

Hvad Signe først bagefter får at vide er, at Nikita aldrig har sagt det, hun siger i videoen.

Faktisk har hun aldrig medvirket i TV 2 ECHOs video.

Hvor mange kan det lykkes os at snyde med videoen, og kan vi lave en falsk video, som selv Nikitas familie tror på?

Nye tider med 'deepfake'

Forestil dig at der ligger en video på internettet af dig.

Måske siger du noget kontroversielt. Måske er du med i en pornofilm. Noget, som du ikke kan genkende.

Det er ikke dig, der er i videoen, men det er dit ansigt.

Det er muligt nu. Og det hedder 'deepfake'.

En rapport fra 2019 anslår, at 96 procent af alle falske videoer, som er lavet med 'deepfake'-teknologien, er pornovideoer. Her er kvinders ansigter blevet redigeret ind i videoerne uden kvindernes samtykke.

Og uden de nogensinde har medvirket i pornovideoerne.

Vi undersøger, hvor effektiv 'deepfake' er, samt hvordan det føles at blive misbrugt i en 'deepfake'-video.

Og vores offer er en af Danmarks mest kendte influencere.

**

Reality Awards i Cirkus Bygningen. Nikita Klæstrup
Reality Awards i Cirkus Bygningen. Nikita Klæstrup Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

Vores offer: Nikita Klæstrup

Her er Nikita Klæstrup. Der er flere grunde til, at hun er vores oplagte offer.

1. Hun er en ung kendiskvinde, og det er dem, der oftest bliver misbrugt i 'deepfake'-pornovideoer. Vi laver ikke porno på TV 2 ECHO, men vi sætter Nikita i en situation, hvor hun taler grimt om overvægtige kvinder på Instagram. Noget, som strider imod det, hun står for.

***

**

2. Nikita har mange videoer og billeder på internettet. Og for at lave en god 'deepfake'-video skal man bruge så mange billeder og videoer som muligt.

***

**

Nikita Klæstrup
Nikita Klæstrup Foto: TV 2 Echo

3. Hun har intet skæg og ingen briller. Skæg og briller kan gøre forfalskningen besværlig.

***

Videoen af Nikita laver TV 2 ECHO med hendes tilladelse. Hun er derfor klar over, at videoen eksisterer, og TV 2 ECHO sætter vandmærke på, så det er tydeligt, at videoen er falsk.

Men det kan være svært, hvis ikke umuligt, at afkode, om en 'deepfake'-video er falsk. Teknologien blev første gang kendt i 2017, og i dag er den med hastige skridt ved at blive udbredt.

Til tech-eksperter og kendte menneskers store skræk. For snart vil det være umuligt at kende forskel på ægte og falske videoer.

'Deepfake' i porno og politik

Der findes talrige eksempler på situationer, hvor 'deepfake' er blevet brugt.

I 2018 blev den amerikanske skuespillerinde Scarlett Johanssons ansigt misbrugt i flere pornofilm.

Scarlett Johansson har været udsat for 'deepfake'.
Scarlett Johansson har været udsat for 'deepfake'. Foto: Lucas Jackson / Ritzau Scanpix

Med et amerikansk præsidentvalg i sigte bekymrer det nogle eksperter. Blandt andre professor i kunstig intelligens og cybersikkerhed John Villasenor har udtalt, at 'deepfake' er en potentiel trussel mod det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Flere amerikanske stater har lavet lovgivninger, der forbyder brugen af 'deepfake' i forbindelse med politiske valg.

Men det ændrer ikke på, at 'deepfake' har gjort det nemmere og mere effektivt at lave falske videoer.

Det er netop, hvad TV 2 ECHO nu skal i gang med.

**

Anna inden hun bliver til Nikita
Anna inden hun bliver til Nikita Foto: TV 2

Vi laver en video med reporter Anna Mikkelsen, som siger kontroversielle udsagn om overvægtige kvinder på Instagram.

Noget, der måske kan få Nikitas fanskare til at ændre opfattelse af hende.

***

**

Annas ansigt analyseres
Annas ansigt analyseres Foto: TV 2

Efter vi har optaget videoen med Anna, er vi klar til at forvandle hende til Nikita. Men vil tilfældige danskere tro på, at det virkelig er hende, som taler i videoen?

***

**

Anna er blevet til Nikita
Anna er blevet til Nikita Foto: TV 2

Og vil Nikitas egne søstre tro på det?

Det skal vi afprøve.

***

Anna bliver til Nikita

For at vi kan lave en 'deepfake', bruger vi en såkaldt AI-algoritme, som vi downloader fra hjemmesiden 'GitHub'. Det er et digitalt forum, hvor udviklere deler software-koder med hinanden.

Algoritmen skal nu lære Anna og Nikitas ansigter at kende, og for at den kan det, bruger vi to videoer af Nikita samt den video af Anna, vi har optaget.

Mens algoritmen analyserer ansigterne, begynder den at lave to digitale kopier – en kopi af Annas ansigt og en af Nikitas.

Algoritmen laver også et tredje ”spor”. Nemlig en kombination af de to digitale kopier.

Vores proces tager omkring 72 timer. Så har vi vores færdige kombination – vores 'deepfake'-video:

Se hele videoen hvor Nikita Klæstrup udsættes for deepfake.

- Nikita plejer at respektere alle

Men kan danskerne se, at videoen er falsk? Det tester vi ved at vise den til en række danskere på gaden i Roskilde, Slagelse og Næstved.

En af dem, vi viser videoen til, er 13-årige Silke, som udemærket ved, hvem Nikita er.

- Jeg synes, Nikita plejer at snakke som en person, der respekterer alle. Men det kan jeg godt se er anderledes, når hun siger sådan, siger Silke, efter hun har set videoen.

27-årige Mille-Sophia er overrasket over "Nikitas" udmelding.

- Nu kender jeg hende jo ikke personligt, men mit indtryk har ikke været, at hun er sådan. Så at det lige er hende, som siger sådan, kan godt komme lidt bag på mig.

Kan de gennemskue videoen?

Silke, Mille-Sophia - og Signe, som blev nævnt i starten af artiklen - er blot tre eksempler på danskere, der ser videoen og tror på, den er ægte.

3 eksempler ud af 14. For ingen af de 14 danskere, vi stopper på gaden, gennemskuer, at videoen er falsk.

- Det er skræmmende. Når jeg ser det her, kan jeg hurtigt tænke, at hun er en ærgerlig person. Og så er det ikke engang hende, siger 20-årige Natalie, efter vi har fortalt hende, at videoen ikke er ægte.

Hvad så med dem, der måske kender Nikita bedst – hendes egne søstre. Vil de tro på det?

Vi viser videoen til Nikitas to storesøstre Sasha og Chanel, som har fået at vide, at Nikita har lavet en video, vi gerne vil have, at de skal se.

- Jeg tænker, at det ikke er Nikita. Det er det virkelig ikke, lyder det fra Chanel, efter de har set videoen.

Sasha påpeger, at stemmen ikke er Nikitas, og begge søstre synes, der er noget med ansigtsmimik og øjne, som ikke ligner deres lillesøsters.

Efterfølgende viser vi søstrene forskellige danskeres reaktioner på videoen.

Nikita Klæstrups søstre reagerer på danskernes holdninger til deepfake-video.

De regnede begge med, at nogen måske ville falde i. Men da de hører, at alle troede på, videoen er ægte, bliver de chokerede.

- Jeg kan slet ikke komme mig over, at de tror på, det er hende, siger Sasha.

Chanel giver hende ret.

- For mig er det nærmest hele Nikitas ideologi, som lige pludselig ryger.

Og netop videoens hovedperson mangler at se sig selv udskamme overvægtige piger på Instagram. Hun er den, der kan give os svar på, hvordan det føles at se sig selv blive misbrugt i en 'deepfake'-video.

- Det er enormt skræmmende

Vi laver videoen med Nikitas tilladelse, så hun ved, at vi bruger hendes ansigt.

Men hun ved ikke, hvad hun siger i videoen. Derfor bliver hun også overrasket, da vi viser hende den.

square to 16x9
Nikita reagerer på danskernes opfattelse af videoen Foto: TV 2

- Ej, det er virkelig groft. Jeg ville have det rigtig dårligt med, hvis det kom ud, både fordi det går så meget imod, hvad jeg tror på, men det kunne også gøre folk kede af det.

Men hvad hvis videoen havde været en "ægte" 'deepfake', som nogen havde lavet og delt på internettet?

- Det er noget, jeg ville blive konfronteret med, og jeg ved, hvor hurtigt sådan nogle skandaler begynder at køre. Så kan det godt være, at jeg på min egen kanal ville sige, at videoen ikke var ægte, men jeg tror, at misinformation ville blive spredt langt hurtigere end mit dementi, siger Nikita.

Kan have betydning for job

At folk ville blive vrede, kede af det og tro, at det var Nikita i videoen, ville ikke være den eneste mulige konsekvens, hvis videoen blev spredt.

- Der er jo ingen arbejdsgivere, som ville have lyst til at ansætte mig, hvis de tænkte, at jeg var så usympatisk et menneske, som jeg fremstår i videoen, siger hun.

- Alle dele af det her er enormt skræmmende.

Det lykkedes os at lave en falsk video, som narrede 14 tilfældige danskere. Ifølge eksperter er dette kun begyndelsen, og fremtiden vil byde på endnu mere 'deepfake'.