Samfund

13 danskere testet for coronavirus i dag

Endnu er ingen danskere blevet testet positive for coronavirus.

I alt 13 danskere er ifølge TV 2s oplysninger blevet testet for coronavirus onsdag.

Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital oplyser til TV 2, at de har testet i alt ti personer i dag.

Derudover har TV 2 kendskab til, at tre personer er blevet testet for coronavirus på Roskilde Sygehus’ infektionsafdeling.

Der foreligger endnu ikke nogen testresultater.

Aarhus Universitetshospital oplyser, at der er tale om personer, der har opholdt sig i et risikoområde, primært Norditalien, og har feber eller influenzasymptomer.

Ingen af de personer, der blevet testet onsdag i Aarhus, viser tegn på at være alvorligt syge. Hvis de bliver testet negative, kan de tage hjem fra hospitalet med besked om, at de skal henvende sig, hvis deres tilstand forværres inden for inkubationstiden på 14 dage.

Grunden til den nu øgede aktivitet på danske hospitaler er, at myndighederne har tilføjet det nordlige Italien til listen over risikoområder.

En ny opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at der før i dag er undersøgt i alt 56 danskere. Ingen af dem har vist sig at være smittet, oplyser overlæge Anders Fomsgaard til Berlingske.

TV 2-journalist testet

En af dem, der er blevet testet for coronavirus onsdag, er TV 2s journalist Jakob Tage Ramlyng.

Sammen med sin kone og niårige søn har han fået taget mundskrab på Roskilde Sygehus’ infektionsafdeling.

- Vi kom hjem fra skiferie i Lombardiet mandag og har siden på skift haft symptomer som hoste, feber og dårlig mave, fortæller han.

Her bliver Jakob Tage Ramlyng testet for coronavirus.

Får svar på prøver i dag

Han og familien skulle blive i bilen, indtil de blev hentet af en læge, der bar maske og handsker. Lægen førte dem ind på en steril stue, hvor de fik taget prøver.

Lægerne på Roskilde Sygehus har fortalt Jakob Tage Ramlyng og hans familie, at de senest midnat får svar på prøverne.

De er blevet bedt om at blive i deres hjem, indtil svaret er kommet.

Også danskere i udlandet er påvirket af spredningen af virusset.

Efter at to italienske turister på et hotel på den spanske ø Tenerife har fået konstateret coronavirus, sidder seks danskere nu i karantæne på hotellet.

Her skal de sidde de næste 14 dage.

Sundhedsstyrelsen har ændret risikovurdering

På baggrund af udviklingen i Italien og andre lande ændrede Sundhedsstyrelsen tirsdag sin risikovurdering.

- Vi er nødt til at være realistiske, og vi kan ikke love, at der ikke kommer smittede. Tværtimod må vi forvente, at der kommer smittede til Danmark, sagde direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

De danske myndigheder har valgt at udvide antallet af sygehuse, der kan tage imod danskere smittet med coronavirus fra to til seks. Derudover er kriterierne for, hvornår man skal mistænke smitte, blevet ændret.

Patienter, som mistænkes for at være smittet med coronavirus, er hidtil blevet modtaget i højisolation på Aarhus Universitetshospital i Skejby og på Hvidovre Hospital.

De øvrige fire hospitaler, der nu skal tage imod smittede, kan ses på Danmarkskortet nedenfor: