Samfund

Risiko for akvaplaning på flere motorveje - her giver vejret problemer

Oversvømmede veje, væltede træer og kraftig blæst forstyrrer trafikken lørdag.

Uvejr med kraftig blæst og regn fortsætter lørdag ind over Danmark.

Det påvirker både færge-, tog- og biltrafikken flere steder i landet. Få overblikket over problemerne her.

Veje: Risiko for akvaplaning

Vejdirektoratet advarer om risiko for akvaplaning på E45 Frederikshavnmotorvejen i retning mod Sæby mellem tilkørsel Vodskov og Vodskov N. Her er der vand på vejen, og bilister opfordres til at nedsætte hastigheden.

Østjyllands advarer lørdag aften om øget risiko akvaplaning på motorvejen i Østjylland, grundet kraftigt nedbør. Der ligger hagl på kørebanen. Kør ekstra forsigtigt, lyder henstillingen.

Vejdirektoratet oplyser om risiko for akvaplaning på E45 fra Frederikshavnmotorvejen mod Sæby.

Længere nede ad motorvej E45 advarer Østjyllands Politi også om stor risiko for akvaplaning i sydgående retning ved Hadsten. Politiet opfordrer bilister til at køre forsigtigt.

Også på motorvej E20 mellem Aalborg og Hirtshals er der så meget vand på kørebanerne, at der kan være tale om farlige situationer. Ikke mindst hvis farten er for høj og ikke tilpasset forholdene.

På Øresundsbroen frarådes kørsel med sidevindsfølsomme køretøjer på grund af kraftig vind.

Det oplyser Vejdirektoratet. Varslet forventes at vare til ud på aftenen, hvor vinden gerne skulle løje af.

Bilister skal køre forsigtigt på grund af risiko for akvaplaning.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at fornyet nedbør giver oversvømmelser og væltede træer i hele området.

Vestegnens Politi meddeler, at et 10 meter højt træ er væltet ud over Nybrovej ved Kanoklubben i Kgs. Lyngby. Der er ikke sket person- eller materiel skade. Beredskabet er på vej for oprydning.

I samme politikreds meldes der om træ væltet ud på motorvejen ved Vallensbækgrenen Øst, hvor en personbil har påkørt det faldne træ. Der er umiddelbart ingen tilskadekomst, men både beredskab og politi er på vej til stedet. Vær opmærksom og vis hensyn, henstilles det fra Vestegnens Politi.

Foruden regnen varsler DMI om forhøjet vandstand ved Vadehavet og i den vestlige del af Limfjorden fra lørdag frem til mandag. Det kan give oversvømmelser i lavtliggende kystområder, og trafikanter opfordres derfor til at være forsigtige ved kystområderne.

Færger: Afgange aflyst

Færgetrafikken i Nordjylland er blandt andet ramt af uvejret, hvilket har ført flere aflysninger med sig. Otte afgange med ColorLine mellem Hirtshals og flere norske destinationer er aflyst hele lørdagen. Hvalpsundfærgen er også aflyst. Det skriver TV 2 Nord.

Det samme gælder for færgen til Samsø. Her af sejladsen indstillet for i dag mellem Sælvig og Hou. Til gengæld sejler Molslinjen, Tunøfærgen og færgen til Endelave planmæssigt, skriver TV 2 ØSTJYLLAND.

Ligeledes har færgen til og fra Bornholm ændret tidspunkterne for sejlads og planmæssig ankomst.

Flere afgange i Det Sydfynske Øhav er også påvirkede af blæsevejret, skriver TV 2 FYN.

Tog: Væltet træ spærrer skinner

Et væltet træ har betydet forsinkelser på togstrækningen mellem Skanderborg og Herning. Der er indsat togbusser mellem Silkeborg og Engesvang.

Banedanmark oplyser til TV 2 ØSTJYLLAND strækningen er ryddet og at togdriften er normal igen.

Også et træ ved Alken, som var væltet ned over banelegemet, er fjernet.

By: Sandsække i Vejle

Vandstanden er stigende flere steder i Vejle - både i byen og ved Grejsdalens Planteskole, meddeler Vejle Kommune på Twitter.

Det ser dog ud til, at risikoen for oversvømmelse er mindsket en hel del nu.

Vandstanden nåede meget højt op i Mølleåen ved Abelones Plads og var kun 8 cm. fra at løbe over kanten.

Slusen ser ud til at have holdt Vejle Midtby fri for oversvømmelse i denne omgang, meddeles det på Twitter.

I Nordjylland er der ekstremt pres på vandmasserne i Uggerby Å. Her er et billede fra åen fire kilometer fra udløbet i havet øst for Hirtshals.

Uggerby Å kæmper med at rumme vandmasserne.

Storm mange steder i landet

Ifølge TV 2 Vejret er der målt stormstød mange steder i landet. Især i Jylland og på Sjælland.

Højeste målte vindstød er 29 meter i sekundet ved Hanstholm, hvilket er stærk storm. Kraftigste middelvind er målt ved Blåvandshuk nær Esbjerg med 21,6 meter i sekundet. Det er stormende kuling.

I Hoptrup nær Haderslev har Beredskabsstyrelsen Sydjylland lørdag eftermiddag assisteret med tre redningsfolk og en redningskran for at tage en radiomast ned i det voldsomme blæsevejr.

Det fortsætter med at blæse resten af dagen, lyder meldingen. I aften og først på natten endnu meget blæsende, men herefter aftager vinden noget.

Søndag bliver stadig blæsende - bare i mindre grad med både færre og mindre kraftige vindstød.