Udskældt uddannelsesloft officielt afskaffet
Et mærkbart flertal i Folketinget har torsdag formiddag afskaffet uddannelsesloftet.
Et flertal i Folketinget har torsdag officielt afskaffet uddannelsesloftet. Loftet begrænsede muligheden for at tage mere end én videregående uddannelse.
Uddannelsesloftet blev indført af den tidligere VLAK-regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 2016 trods store protester fra studerende.
Torsdagens afskaffelse bragte stor glæde hos blandt andre SF og De Radikale, der fra starten har været arge modstandere af det.
– Det er dejligt at være folketingsmedlem. Specielt på en dag som i dag, hvor vi afskaffer uddannelsesloftet, sagde SF's uddannelsesordfører, Jacob Mark, fra Folketingets talerstol før afstemningen.
– Loftet har fra starten været et uddannelsespolitisk misfoster, der ikke har givet mening. Derfor er jeg glad for, at vi nu afskaffer det.
Bred opbakning
For afskaffelsen stemte Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Venstre stemte blankt og Konservative stemte imod.
Hos De Radikale glæder næstformand Sofie Carsten Nielsen sig over, at så mange partier har vendt rundt og har støttet afskaffelsen.
– Jeg synes, at de partier, der har stemt for, skal roses for at erkende fejl og lave det om. Det var virkeligt vigtigt, for loftet har haft kæmpestore konsekvenser for rigtigt mange mennesker.
– Det har været afgørende for os, for uddannelse er en hjertesag for os. Det er afgørende for os, at man ikke sætter hindringer i vejen på denne her måde, siger hun.
Også den socialdemokratiske uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er glad for, at loftet er fortid:
– Uddannelsesloftet har fyldt meget hos de studerende og har skabt utryghed.
– Alt for mange unge har taget det som et udtryk for, at de ikke må vælge forkert, og det har lagt et unødigt pres, skriver hun i en kommentar.
Skulle skaffe 308 millioner
Loftet betød, at man ikke måtte starte på en videregående uddannelse på samme eller lavere niveau, de første seks år efter at man havde taget en uddannelse.
Loftet blev indført for at skaffe 308 millioner kroner på uddannelsesområdet, som forligsparterne havde forpligtet sig at finde i forbindelse med dagpengeaftalen fra 2015.
Uddannelsesloftet var ganske upopulært, og i januar 2019 viste en meningsmåling foretaget af Megafon, at 56 procent af de adspurgte mente det var en dårlig idé.
Sammen med fremdriftsreformen og karakterbonusser blev loftet beskyldt for at stresse de studerende. Netop det er en af årsagerne til, at Dansk Folkeparti nu har stemt for at fjerne loftet.
– Da vi vedtog dette her, handlede det om at skaffe provenu. Jeg tror ikke, at nogen havde forestille sig, at det ville få den effekt, det fik på de studerende.
– Vi er blevet klogere i processen, og jeg håber, at vi nu sender et signal om, at man kan få den uddannelse, man har brug for i sit liv, sagde Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, fra Folketingets talerstol.
Aftalen om at afskaffe uddannelsesloftet faldt på plads med finansloven for 2020.