Samfund

Store problemer med vand i Jylland

Weekendens massive regnmængder har medført, at en gruppe borgere omkring Bygholm Sø i Horsens er blevet evakueret.

Der arbejdes tirsdag stadig på at tømme området omkring Bygholm Sø i Horsens for vand efter weekendens massive regnvejr.

Beredskabet har været til stede i området med 12 mand natten igennem.

- Lige nu har vi slukket pumperne for at se, om vandet stadig stiger, siger vagthavende ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland Mads Milthers til TV 2.

Beredskabsstyrelsen har dog stadig ni pumper i vandet, hvis vandstanden skulle gå den forkerte vej.

- Hvis vandet stadig stiger, så kan vi med et minuts varsel begynde at pumpe igen, siger den vagthavende, som tilføjer, at de ni pumper kan pumpe 54.000 liter vand væk i minuttet.

Og vandet ser ud til at være faldet hele 30 centimeter siden i går aftes. Vandet skal dog falde yderligere 30 centimeter, inden det igen har nået normalt niveau.

Weekendens massive regnvejr har medført, at en række borgere ved Bygholm Sø er blevet evakueret fra deres boliger, fordi politiet har været bekymret for, at dæmningen i området ikke kan holde til presset fra de store vandmængder i søen. Derfor har nogle af borgerne i området tilbragt natten på hotel.

Vandstanden i søen er så høj, at den nærliggende Schüttesvej fortsat er lukket. Den forventes at være spærret til tidligst tirsdag formiddag.

Problemer med vand flere steder

Det er ikke kun Horsens, der har været ramt af de store vandmasser.

Især Midt-, Vest- og Sønderjylland er mærket af vandstigninger fra søndagens regn, hvor der enkelte steder faldt over 40 millimeter.

I Holstebro fik den seneste tids regn Storåen til at flyde over, hvilket blandt andet betød, at en parkeringsplads i byen stod helt under vand.

Også en række andre steder i landet gav vandmængderne udfordringer.

Både i Uldum og Kolding gav masser af vand på vejene udfordringer for trafikanterne, og også ved Silkeborg måtte veje lukkes på grund af vandmængderne.

I Løjt Kirkeby ved Aabenraa væltede et træ ud over en vej og gav gener for trafikken.

Svajende skorsten i Sønderborg

I Sønderborg betød den voldsomme blæst, at der var fare for, at en fjernvarmeværks skorsten ville styrte ned.

Det betød, at området omkring skorstenen blev evakueret, mens skorstenen blev pillet ned med kraner i løbet af natten.

Først omkring klokken tre i nat kunne beboerne vende tilbage til deres hjem.

I Sønderjylland var der også frygt for oversvømmelser i området omkring Ribe og Gredstedbro.

Tirsdag morgen holder vandstanden sig dog stadig under bredderne.

- Sluserne blev åbnet, og det har været medvirkende til, at natten er forløbet roligt, oplyser beredskabschef ved Sydvestjysk Brandvæsen Jens Mølgaard til TV SYD.

Risikoen for oversvømmelser er dog ikke drevet over endnu, og Sydvestjysk Brandvæsen følger situationen tæt.

Mere regn på vej til jyderne

Ifølge TV 2 Vejrets meteorolog Jens Ringgård Christiansen er der tirsdag udsigt til en vejrmæssigt nogenlunde rolig dag med kortvarige regnbyger. Men sådan bliver det ikke ved.

- Når vi kigger lidt længere frem på ugen, er der mere regn på vej - så det er ikke gode tegn, siger han.

Ifølge ham vil slutningen af ugen - allerede fra torsdag - byde på store mængder regn.

- Særligt den sydlige del af Jylland kan forvente mere regn, siger Jens Ringgård Christiansen.