Samfund

Rør falder fra tre meters højde - flere biler smadret

Uheldet er sket ud for Politigården i København, hvor vejen nu er delvist spærret.

Et rør, som var opsat i forbindelse med grundvandssænkning, er kollapset og har ramt flere parkerede biler uden for Politigården i København.

Ifølge vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Stormer, er røret faldet fra tre meters højde.

- Der er sket det, at den understøtning, der har holdt røret oppe, er kollapset.

Heldigvis er der kun sket materiel skade.

Spærret for trafikken

Kort efter uheldet tirsdag morgen var Hambrosgade spærret i begge retninger på grund af oprydningsarbejdet.

Kort før klokken 10.30 kunne Københavns Politi på Twitter oplyse, at Hambrosgade er delvis åben igen, og at færdsel er mulig fra Otto Mønsteds Gade i retning mod Polititorvet.