Coronavirus

De første hjemvendte danskere er ude af karantæne: - Vi har ikke været nervøse på noget tidspunkt

Uffe Frejdal Nielsen og hans kone var blandt de første, der blev evakueret fra Wuhan. De har siden siddet i karantæne i deres lejlighed i Holbæk.

12 personer, der i starten af februar vendte hjem til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina og blev sat i hjemmekarantæne, er ikke længere i risiko for at smitte med coronavirus, og derfor er deres karantæne nu ophævet.

Det oplyser Styrelsens for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

- De var alle meget glade og lettede over, at de nu kan færdes frit, som de plejer, og begynde deres hverdag igen med skole, arbejde og sociale arrangementer. Alle er raske og har det godt, oplyser Anne Hempel-Jørgensen, der er overlæge og sektionsleder hos Styrelsens for Patientsikkerhed.

I alt 14 danskere landede i Roskilde Lufthavn henholdsvis 1. og 3. februar, hvor de blev taget imod af overlæger fra styrelsen - og det er fra denne gruppe, at 12 personers karantæne nu er ophævet.

- Ingen i Kina er nervøse

En af de glade og lettede danskere, der nu er ude af hjemmekarantæne, er Uffe Frejdal Nielsen.

Der er heller ingen i min kones familie i Kina, der er nervøse

Uffe Frejdal Nielsen

Han var på ferie med sin kone i Wuhan, hvor hans kone kommer fra, da coranavirussen brød ud, og parret var blandt den gruppe, der som de første blev evakueret fra den kinesiske provins.

På trods af at millionbyen i løbet af få timer blev lukket ned, og alle fik besked på at opholde sig indendøre, efter smitten med den nye virus blev kendt, udbrød der hverken panik eller nervøsitet, siger Uffe Frejdal Nielsen i et interview med 'Go’ morgen Danmark'.

- Vi har ikke været nervøse på noget tidspunkt – det har der ikke været nogen grund til. Der er heller ingen i min kones familie i Kina, der er nervøse. Så vi blev da også overraskede over, da vi kom hjem, hvor nervøse folk herhjemme var.

Han forklarer, at Wuhan er en by, der er større end Sjælland, og at epicenter for virusudbruddet lå en times kørsel fra parrets lejlighed.

Skal tilbage til Wuhan til oktober

Ifølge Uffe Frejdal Nielsen har hjemmekarantænen i Danmark været det sværeste at håndtere.

- Det er dejligt (at være ude af karantæne, red.). Jeg har haft nogle overvejelser i lejligheden, og jeg forstår ikke forbrydere i Danmark, der bliver lukket inde (i fængsel, red.) gang på gang, siger han.

Tiden i parrets lejlighed i Holbæk er gået med at se fjernsyn, læse og sidde ved computeren – og dagligevareindkøbene har Uffe Frejdal Nielsens datter stået for.

- Hun satte varerne ind i elevatoren, som blev sendt op på 4. sal, hvor vi hentede poserne.

På spørgsmålet om, hvorvidt parret planlægger at tage tilbage til Wuhan, lyder svaret:

- Det bliver først til oktober – det er for varmt til sommer. Vi er altid derovre enten i april eller i oktober, men jeg har aldrig været der til kinesisk nytår, og det ville vi gerne prøve. Det blev så en afbrænder.

Seks personer er fortsat i hjemmekarantæne

Natten til mandag 11. februar landede yderligere syv evakuerede danskere fra byen Wuhan i Aalborg Lufthavn. Alle syv personer blev testet negativ for covid-19 - sygdommen, der i starten af 2020 brød ud i den kinesiske Hubei-provins og blev kendt som ny coronavirus.

Alligevel blev seks personer ud fra et forsigtighedsprincip sat i hjemmekarantæne, som de fortsat befinder sig i.

Personer i hjemmekarantæne skal opholde sig derhjemme og blandt andet måle deres temperatur dagligt for at sikre, at de ikke har feber, som er et symptom på smitte.

Coronavirussen har kostet over 1800 mennesker livet i Kina siden december. Flere end 72.400 personer er blevet smittet i Kina i samme periode.

Virussen har spredt sig fra Kina, og der er blevet registreret smittetilfælde i flere end 20 andre lande. Det står stadig ikke helt klart, præcis hvor dødelig den er. Meget tyder dog på, at dødeligheden for personer, som er smittet med coronavirus, ligger lavere i forhold til andre luftvejsvirusser.