Samfund

Mor dræbt i ulykke - mand og barn kvæstet

Både politi og redning var massivt til stede ved ulykkesstedet. Presse-fotos.dk

En mand flygtede fra stedet efter ulykken. Han blev senere anholdt af politiet.

En kvinde på omkring 30 år blev dræbt, mens en jævnaldrende mand og et et-årigt barn blev kvæstet i en trafikulykke fredag aften ved Rødhøj tæt på Asnæs.

Ulykken skete kort før klokken syv fredag aften i forbindelse med en overhaling, hvor to biler kørte frontalt sammen.

I den ene bil sad den dræbte kvinde, en mand og et barn. De tre er ifølge Midt- og Vestsjællands Politi far, mor og barn. Den unge familie er fra lokalområdet.

I den anden bil, der lavede overhalingen, sad en mand i midten af tyverne og en kvinde.

Faren, der sad i samme bil som den dræbte kvinde, blev efter ulykken fløjet på Rigshospitalet, hvor han var i livsfare, mens det et-årige barn i bilen blev kørt på Riget - her blev der konstateret knoglebrud.

Farens tilstand er nu stabil, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.

Mand stak af

Manden fra den anden bil stak af fra stedet efter ulykken, men blev omkring to timer senere anholdt i Holbæk af politiet.

Lørdag morgen blev den anholdte mand afhørt af politiet, inden han senere blev fremstillet t i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Her blev han varetægtsfængslet til 10. marts.

Politiet efterforsker, om han var påvirket af stoffer eller alkohol i forbindelse med ulykken.

Kvinden, som havde kørt med den anholdte mand, blev efter ulykken siddende i bilen. Hun var lettere tilskadekommet.