Samfund

Kunne ikke blive skilt fra sin mand – nu har hun en alarmknap døgnet rundt

En rådgiver siger, at man også skal huske at hjælpe de muslimske mænd, når en skilsmisse kommer på tale.

Den sorte alarmknap ligger og blinker. Klar til at blive trykket på.

Ét tryk og politiet vil være ved hende i løbet af få minutter.

Og det er nødvendigt. For den muslimske kvinde med dæknavnet Noel er på flugt fra vold og trusler fra sin eksmand efter en kompliceret skilsmisse.

For selvom hun og manden er blevet juridisk skilt, fastholdt manden hende i det religiøse ægteskab nikah. Og i nogle miljøer er det kun manden, der kan opløse en nikah.

- Den holdning, han har, kommer fra vores kultur. Manden skal bestemme. Manden har magt. Vores kultur vil bevise for dig, at du er en dårlig kvinde, hvis ikke du støtter din mand, selv om han er dårlig, siger Noel.

Ekspert: De føler sig fanget

Og Noel er langt fra alene.

I januar udgav Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, en rapport, der bekræfter, at mange etniske minoritetskvinder, primært med muslimsk baggrund, kan have svært ved at komme ud af eksempelvis voldelige ægteskaber, selv om de er juridisk skilt.

Ifølge VIVE bliver kvinderne juridisk skilt efter dansk lovgivning, men de kan blive fastholdt i de religiøse ægteskab nikah i årevis, hvis manden ønsker det. For det kræver en religiøs dommer eller mandens samtykke at opløse ægteskabet.

Religiøse dommere har vi ikke i Danmark, og ægteskabet kan derfor ikke opløses uden mandens samtykke.

- Kvinderne føler sig fanget i den religiøse del af ægteskabet. Det er blandt andet sådan noget som seksuelt samliv. Og den del føler de sig forpligtet til, hvis ikke de tager til deres oprindelsesland og bliver skilt, siger Jesper Petersen, islamolog og medforfatter på rapporten fra VIVE.

Ifølge VIVE bliver kvinderne juridisk skilt efter dansk lovgivning, men i nogle tilfælde kan de blive fastholdt i de religiøse ægteskab nikah i årevis, siger islamolog Jesper Petersen.

VIVE har snakket med 37 kvinder i undersøgelsen, men kan på den baggrund ikke sige noget om, hvor stort omfanget er. VIVE's undersøgelse fastslår, at det kan være forbundet med alvorlige sikkerhedsrisici for imamer at hjælpe kvinder, hvis mændene er voldelige.

Jeg er meget, meget glad. Jeg synes, at jeg kan trække vejret nu

Noel, anonym

Noel er i dag skilt fra sin mand. Både religiøst og juridisk. Det blev hun sidste år, da en tilrejsende dommer hjalp hende med at blive religiøst skilt på hendes hjemlands adresse her i landet.

Hvad er nikah?

En muslimsk vielse og bryllupsritual kaldes en nikah.

Betydningen er en kontrol, som manden og kvinden indgår med hinanden. Kontrakten indeholder regler, som skal opfyldes for at ægteskabet anerkendes som gyldigt.

Kilder: religion.dk

- Jeg er meget heldig. Og jeg er meget, meget glad. Jeg synes, at jeg kan trække vejret nu, siger hun.

Men alarmknappen til politiet har hun endnu, for truslerne fra eksmanden er taget til.

Rådgiver: Mændene må ikke glemmes

Hos Rådet for Etniske Minoriteter mener man, at der skal gøres noget for at hjælpe kvinderne.

Det er en stor opgave at ændre normerne, men den er vigtig, siger forkvinden Halima El Abassi til TV 2.

Det er absurd, at vi i 2020 ikke kan blive skilt, uden at en mand siger en eller anden formular

Halima El Abassi, Rådet for Etniske Minoriteter

- Det er absurd, at vi i 2020 ikke kan blive skilt, uden at en mand siger en eller anden formular om, at man er fraskilt. Det betyder, at patriarkatet lever i bedste velgående, og det er det, vi skal bekæmpe, siger hun.

Halima El Abassi og rådet mener, at man politisk skal lave nogle rammer for, hvad der skal være tilladt.

Men man skal også huske at kigge på mændene.

Det siger Farwha Nielsen, der er rådgiver og konfliktmægler hos Tværkulturel Familierådgivning. Hun siger, at en skilsmisse er en ”social deroute” for mange af de muslimske mænd, og man derfor er nødt til at se på hans krise. Og hvad der er på spil for ham.

Man skal også huske de muslimske mænd i skilsmisser. Det siger Farwha Nielsen, der er rådgiver og konfliktmægler hos Tværkulturel Familierådgivning.

- For at skabe ligestilling bliver vi også nødt til at tage hånd om manden. Det skal være helhedsorienteret socialt arbejde, og vi bliver derfor nødt til at tage hånd om hele familien, siger Farwha Nielsen, der understreger, at hun tager skarp afstand fra mændenes handlinger.

Men Farwha Nielsen fortæller, at hun har gode erfaringer med, at konflikten er blevet løst gennem dialog mellem de to parter, og manden til sidst ender med at give slip.

Historien om de problematiske skilsmisser kommer, efter at TV 2 i Station 2-programmet 'Min farlige familie' har sat fokus på negativ social kontrol.

Det er primært unge med ikke-vestlig minoritetsbaggrund, der oplever social kontrol. Kontrollen kan komme til udtryk gennem alt fra krav om en bestemt påklædning og overvågning til trusler, isolation samt psykisk og fysisk vold.

”Noel” er et dæknavn af hensyn til kvindens sikkerhed. TV 2 er bekendt med kvindens identitet.