Samfund

Kineser fra Vestjylland skulle besøge familien i Kina - er nu fanget i landsby

Kinesiske Wayne Xiong bor i Hjerm og arbejder i Holstebro. Lige nu er han dog i en lille landsby i Hubei-provinsen, og kan ikke komme til Danmark.

Bump, bump, bump.

Hoppebolden klasker først ned i gulvet, så op i loftet, og så ind i væggen. Bolden hopper rundt i hele bygningen, og Wayne Xiongs søn følger den gladeligt med øjnene.

Der er ikke meget at lave her i en kinesisk landsby i Hubei-provinsen, der som stort set alle andre byer i området er lukket ned for omverdenen for at undgå spredning af virussygdommen Covid-19.

Men en hoppebold kan heldigvis altid vække begejstring hos børn.

Det var slet ikke planen, at 34-årige Wayne Xiong skulle være her lige nu, for han bor til daglig i den vestjyske by Hjerm og arbejder i Holstebro i Danmark.

Men han var på besøg i hjemlandet for at fejre det kinesiske nytår med sin kone og søn, som endnu ikke bor i Danmark, da virusudbruddet begyndte, og nu sidder han fast i landsbyen.

Der er ikke meget at lave i en landsby i Hubei-provinsen i disse dage, men så går tiden med at lege. Video: Sebastian Goos

Derfor går store dele af dagen for Wayne Xiong med at lege med sin søn. Heldigvis er der ikke nogen smittede i landsbyen, som ligger omtrent 100 kilometer fra Wuhan, så de kan frit lege i landsbyens gader.

Hver dag er en weekend

På grund af sit job i Danmark er Wayne Xiong i gang med at lære dansk. TV 2 er i kontakt med ham over internettet, og han har sendt billeder og video fra sin hverdag i landsbyen.

Selv om der ikke sker meget i landsbyen, så nyeder Wayne Xiong at tilbringe tid med sin søn. De bruger store dele af dagen på at lege.

- Hver dag er som en weekend. Vi sover længe, og vi bruger meget tid med familien. Det er lidt bedre at bo i en lille landsby, for vi kan være uden for huset, snakke sammen og gå rundt i byen. Det kan de ikke i storbyerne, hvor de ikke må gå ud på gaden, siger Wayne Xiong.

For at forhindre spredning af virussen har man indført en række kontrolposter i de kinesiske landsbyer.

Der er dog også grænser for, hvor man må gå hen i landsbyen. For cirka hver kilometer er der en lille kontrolpost, hvor man skal registrere sig, hvis man skal bevæge sig ud af zonen. Og hvis familien skal ud af zonen, så tager den masker på.

Der er både tid til træning og leg. Her træner Wayne Xiong "planken" med sin søn på ryggen.

En af vejene er spærret af med et træ, der er blevet fældet til lejligheden. For enden af vejen er der et rødt banner, som siger, at man ikke skal passere.

- Vi har brug for en tilladelse, hvis vi skal til et sted, der er to kilometer væk fra vores hus. Men kontrollen er nødvendig, for det er godt til at kontrollere virusspredningen, fortæller Wayne Xiong om kontrolposterne, der ligner små pavilioner.

Alle skal registreres

På toppen af en af pavilionerne ser man Kinas karakteristiske, røde flag. Indenfor ligger en mappe, hvor der er påtrykt et hammer og segl. Her skal man registrere sig med navn og mobilnummer, hvis man gerne vil bevæge sig ud af zonen.

I små kinesiske landsbyer er der kontrolposter. De skal sikre, at virussen ikke spreder sig yderligere. Video: Sebastian Goos

Sådan noget som indkøb er heller ikke som det plejer, men det er på sin vis blevet en del lettere end før.

- Lige nu sender vi bare indkøbslisten til kommunen, som så sender den videre til supermarkedet, og så henter vi varerne hos kommunen, siger Wayne Xiong.

To gange om ugen har man mulighed for at bestille varer, men familien bestiller som regel bare for en uge ad gangen.

Dagligvareindkøb foregår via kommunen, som bestiller varerne hos supermarkederne. Så henter borgerne i den kinesiske landsby selv varerne. Video: Sebastian Goos

Ved indgangen til afhentningsstedet bliver alle scannet med en temperaturmåler, som rettes mod panden.

Vil gerne tilbage på arbejde

Wayne Xiong vil dog gerne hjem til Danmark, så han kan komme tilbage på arbejde i virksomheden Valdemar Birn A/S, hvor han arbejder som ingeniør. Virksomheden har også forsøgt at sørge for, at han kan arbejde lidt fra sin arbejdscomputer i landsbyen.

Indtil videre ser det dog ikke ud til, at Wayne Xiong kan rejse mod Danmark lige foreløbig.

- Jeg håber, at jeg kan komme tilbage til Danmark i marts måned, siger han.

Indtil da handler det om at få tiden til at gå. Det gør han også ved at løbetræne og læse i en bog på dansk.

Wayne Xiong er i gang med at læse denne krimi på dansk, men det er ikke helt let, da sproget ikke er flydende endnu.

- Bogen er hård for mig at læse, fordi mit dansk ikke er så godt, siger Wayne Xiong.

Og noget tyder på, at venner og bekendte hjemme i Danmark glæder sig til at se ham: "Håber, du er ok og har det godt", "vi savner dig" og "så varer det nok noget tid inden vi ser dig i Hjerm", lyder det blandt andet i nogle af de mange beskeder på hans Facebook-side.

Til alle dem derhjemme har Wayne Xiong også en hilsen:

- Til mine naboer, kollegaer og venner: Tak for hilsenerne. Min familie og jeg har det godt, for der er ikke smittede i min landsby.