Flere anmelder æresrelaterede forbrydelser - men det er kun toppen af isbjerget, siger eksperter
Selvom myndighederne får kendskab til flere såkaldte æresforbrydelser, er eksperter enige om, at der er et stort mørketal på området.
Tvang, trusler, tæsk og månedlange genopdragelsesrejser til et fjernt fædreland.
Sager om negativ social kontrol lander stadig oftere som anmeldelser hos politiet.
I de første tre kvartaler af 2019 var der 217 anmeldelser om æresrelaterede sager, viser en aktindsigt fra Rigspolitiet. I 2014 var tallet 120 anmeldelser.
Mange sager bliver ikke anmeldt
Anita Johnson er direktør for RED Center mod æresrelaterede konflikter, som består af to krisecentre og en rådgivningstjeneste for unge, der er på flugt fra undertrykkelse fra deres familier.
Hun ser ikke stigningen i antallet af anmeldelser som et udtryk for, at der sker flere æresrelaterede forbrydelser.
- Jeg tror, det handler om, at vi har fået øje på, at de her sager findes, og at fagfolk er blevet klædt bedre på til at håndtere dem. Og så har flere af de unge, som har styrke til at søge hjælp, også fundet mod til at anmelde det.
På trods af stigningen i antallet af anmeldelser oplever Anita Johnson mange sager om undertrykkelse, vold og anden negativ social kontrol, der aldrig bliver anmeldt.
- Vi ser kun toppen af isbjerget. Der er stadig masser af unge derude, der finder sig i æresrelaterede konflikter, vold og kontrol. Selv når de unge kommer her virkelig forslåede, eller de har levet under ekstrem kontrol, så bliver det for meget at anmelde familien. Det bliver for ultimativt for dem, siger hun.
Æreskonflikter og tvangsægteskaber
I straffeloven finder man ikke paragraffer for såkaldte ’æresrelaterede sager’, men politiet vurderer anmeldelserne og definerer dem som konflikter og forbrydelser, ’der har forbindelse med kulturelt betingede normer og æresbegreber.’
Nader Ashkani er formand for foreningen Ny Identitet og hjælper unge mennesker med at flygte fra negativ sociale kontrol og æresrelaterede konflikter.
Han får henvendelser fra enkelte mænd, men det er primært kvinder, der søger hjælp hos Ny Identitet.
- Typisk er det ekstrem social kontrol, vold, trussel om drab eller truslen om at blive sendt på genopdragelse i familiens hjemland. Men noget af det, kvinderne i høj grad bekymrer sig om, er, at de er i den giftemodne alder og familien presser på for et tvangsægteskab, siger Nader Askhani.
Han er af den opfattelse, at social kontrol er langt mere udbredt, end tallene fra Rigspolitiet viser. For ifølge Nader Askhani er myndighederne for dårlige til at se æresaspekterne i selv alvorlige forbrydelser som drabsforsøg og drab.
- Det giver mig en følelse af afmagt, når retssystemet ikke kategoriserer denne her type forbrydelser som æresforbrydelser, selv om de er det. Det giver et konstant misvisende billede. Vi får enorme mørketal på det her område og kan ikke sætte ordentligt ind mod problemet.
I en mail til TV 2 skriver Rigspolitiet, at det kan være 'vanskeligt at vurdere, om der er tale om tendenser eller tilfældige udsving' i stigningen af antal anmeldelser.
- Medvirkende faktorer kan være en øget anmeldelsestilbøjelighed og et øget fokus på opsporing af sagerne i politikredsene, som kan tænkes at hænge sammen med kriminaliseringen af psykisk vold i foråret 2019, skriver Rigspolitiet.
Du kan se 'Station 2: Min livsfarlige familie' torsdag klokken 20.50 på TV 2.