Industrien lander ny aftale - se hovedpunkterne her
Overenskomsten dækker cirka 230.000 ansatte.
CO-Industri og Dansk Industri er nået til enighed om en overenskomst på industriens område. Det oplyser begge parter søndag.
Af de to parters meddelelser fremgår det, at aftalen løber over tre år.
Der er tale om både Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Det er i alt en gruppe på omkring 230.000 lønmodtagere på 6000 virksomheder i Danmark.
- Vi er bogstaveligt talt ikke kommet sovende til aftalen. Det har været brutale, langvarige forhandlinger. Vi har været i gang i en måneds tid, og her i slutfasen har vi været uafbrudt i fællesskab for at få enderne til at mødes, siger administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.
Sætter tonen
CO-Industri forhandler for otte fagforbund med Dansk Metals Claus Jensen i spidsen.
I alt skal der forhandles overenskomster for 600.000 privatansatte i starten af 2020. Industrien er traditionelt det område, hvor man først når en aftale - som så sætter tonen for de resterende forhandlinger.
Da parterne annoncerede en start på forhandlingerne, var et af de centrale temaer lønstigninger.
På den ene side argumenterede arbejdsgiverne i Dansk Industri for tilbageholdenhed, fordi man mente at se svære tider forude for dansk økonomi.
På den anden side lød det fra lønmodtagerne, at arbejdsgiverne har oplevet gode tider under forrige overenskomst, og at det nu måtte være tid til at lade det sive ned på gulvet i form af stigninger i lønnen.
Øjne mod byggeriet
Med en aftale på plads for industrien kan manges øjne nu rettes mod byggeriet.
Her ser flere arbejdsmarkedsforskere en risiko for en strid.
Arbejdsgiverne og lønmodtagerne er uenige om, hvordan man skal sikre sig mod, at udlændinge arbejder i Danmark under ringere vilkår end danskere. I fagbevægelsen bliver det kaldt social dumping.