Samfund

Personer på Hvidovre Hospital er ikke smittet med coronavirus

Den kinesiske kvinde landede fredag formiddag i Københavns Lufthavn. Hun kom med et fly fra Kina, der mellemlandede i Helsinki i Finland.

To personer er fredag blevet undersøgt for corona på Hvidovre Hospital, og fredag aften siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, til DR Nyheder, at den anden person ikke er smittet.

Tidligere fredag meldte Sundhedsstyrelsen ud, at heller ikke den kinesiske kvinde, der tidligere på dagen blev indlagt på Hvidovre Hospital, er smittet med coronavirus.

- Prøven fra kvinden er negativt og det er selvfølgelig meget positivt. Det er et eksempel på, at vores beredskab fungerer perfekt og er klar til at handle meget hurtigt, siger Søren Brostrøm til TV 2.

Den kinesiske kvinde landede fredag formiddag i Københavns Lufthavn. Hun kom med et fly fra Kina, der mellemlandede i Helsinki i Finland.

Øjeblikkeligt afskærmet

Hun blev øjeblikkeligt afskærmet ved informationsskranken og derefter kørt til hospitalet.

- Lufthavnspersonalet har handlet helt efter bogen og hun blev overført i højisolation på Hvidovre Hospital, siger Søren Brostrøm, der betegner risikoen for et tilfælde af coronavirus i Danmark som "meget lidt sandsynligt".

Terminal 3 blev kortvarigt afspærret og rengjort i forbindelse med episoden, hvor kvinden fik et ildebefindende, men er nu åben igen.

Sundhedsstyrelsen siger til TV 2, at selvom kvinden har gået gennem hele lufthavnen, er der ikke grund til at være nervøs.