Kinesisk kvinde indlagt i højisolation på Hvidovre Hospital - fik det dårligt i lufthavn
Kvinden har fået taget prøver, som der kommer svar på senere i dag, oplyser Hvidovre Hospital.
En kinesisk kvinde er blevet indlagt i højisolation på Hvidovre Hospital, efter hun fredag morgen fik det dårligt i Københavns Lufthavn.
Det oplyser Hvidovre Hospital til TV 2.
- Vi kan bekræfte, at vi i dag har modtaget en patient fra lufthavnen på grund af mistanke om coronavirus, skriver kommunikationschef ved hospitalet, Hanne Ida Alsbirk, til TV 2.
Kvinden skal nu have taget relevante prøver, der vil blive undersøgt på Statens Serum Institut. Der ventes svar senere i dag.
Klokken 13.00 siger Hvidovre Hospital til TV 2, at endnu en patient er på vej til hospitalet for at blive tjekket for smittet med coronavirus.
Den patient har ikke nogen forbindelse til, hvad der er sket i lufthavnen tidligere på dagen.
Influenzasymptomer
Den kinesiske kvinde landede fredag formiddag i Københavns Lufthavn. Hun kom med et fly fra Kina, der mellemlandede i Helsinki i Finland.
Kort efter landingen fik hun det dårligt, fortæller pressechef i Københavns Lufthavn, Kenni Leth, til TV 2.
- Hun henvendte sig med influenzasymptomer, da hun var ankommet, siger han.
Symptomerne på influenza minder om dem på coronavirus, der stammer fra Kina.
Bar mundbind
I en intern besked til lufthavnens personale udsendt klokken 09.57, som TV 2 er i besiddelse af, fremgår det, at kvinden henvendte sig til lufthavnens personale, efter hun havde afhentet sin bagage.
Hun blev øjeblikkeligt afskærmet ved informationsskranken og derefter kørt til hospitalet.
- Kvinden havde båret mundbind under hele sin færden i lufthavnen, og medarbejderne, der har været i kontakt med hende, har holdt den afstand, som myndighederne anviser, står der i den interne besked til medarbejderne.
Terminal 3 blev kortvarigt afspærret og rengjort i forbindelse med episoden, men er nu åben igen.
Sundhedsstyrelsen: Ingen grund til bekymring
Sundhedsstyrelsen siger til TV 2, at selvom kvinden har gået gennem hele lufthavnen, er der ikke grund til at være nervøs.
- Passagerer, der har opholdt sig i lufthavnen, kan være helt rolige, der er styr på situationen, og ingen grund til bekymring. Har de spørgsmål, kan de henvende sig til personalet i lufthavnen, skriver Sundhedsstyrelsen i en mail.
Terminal spærret af
TV 2 har været i kontakt med et vidne i lufthavnen, der fortæller, at der på daværende tidspunkt var mange sikkerhedsvagter iført sikkerhedsdragter.
- Folk er undrende og lidt nervøse, sikkerhedsvagterne slår det bare hen og beroliger ikke de nyankomne, sagde vidnet til TV 2.
De medarbejdere, der har været i kontakt med kvinden, er blevet sendt til debriefing i lufthavnens sundhedscenter.
En løbende opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore, USA viser, at over 31.515 personer på verdensplan er smittet med coronavirussen.
Af dem er 638 døde, mens 1663 er kommet sig.