Samfund

Danmark ændrer vejledning til at opdage smittede med coronavirus

Patienter med mistanke om smitte skal, som det hele tiden har været tilfældet, henvises til Skejby Sygehus eller Hvidovre Hospital. Lisi Niesner / Ritzau Scanpix

Sundhedspersonale skal blandt andet være opmærksomme på, at personer uden alvorlig lungebetændelse også kan være smittet med coronavirus.

Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen ændrer nu retningslinjerne for, hvornår sundhedspersonale skal mistænke, at en person er smittet med coronavirus. Det sker som led i en skærpelse af det danske beredskab, oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Fremover skal sundhedspersoner således være opmærksomme på personer fra hele Kina og ikke kun fra byen Wuhan. Det skyldes, at de internationale sundhedsmyndigheder ikke kan udelukke, at der nu er en smittespredning i provinser udenfor Wuhan i Hubei-provinsen, hvor smitten startede.

- Det betyder, at rejsende fra hele fastlandskina skal henvende sig til læge på telefon, hvis de får symptomer som feber og enten hoste, ondt i halsen eller åndenød indenfor 14 dage efter afrejsen, oplyser Statens Serum Institut.

Symptomer fra øvre luftveje

Samtidig bliver retningslinjerne ændret, fordi det viser sig, at symptomer fra de øvrige luftveje også kan være tegn på coronavirus. Tidligere var der kun mistanke om smitte hos personer med alvorlig lungebetændelse.

- Det er vigtigt, at sundhedspersoner er opmærksomme på rejsende fra hele Kina - også selvom de ikke er alvorligt syge, siger Tyra Grove Krause, afdelingsleder i Statens Serum Institut.

Patienter med mistanke om smitte skal, som det hele tiden har været tilfældet, henvises til Skejby Sygehus eller Hvidovre Hospital.

Fra flagermus og slanger til mennesker

Den nye virus brød i midten af december ud i millionbyen Wuhan, og slanger mistænkes for til dels at være årsag til udbruddet. De kinesiske myndigheder har nemlig sporet det første udbrud af sygdommen til et fiskemarked, som 27 af de første 41 smittede havde besøgt.

Ifølge kineserne så den nye virus i første omgang ud til at stamme fra flagermus, men da de så nærmere på virussens genetiske kode, opdagede de tegn på, at den også kan stamme fra en slange.

Vilde slanger i Kina jager flagermus, og der blev solgt slanger på fiskemarkedet i Wuhan, så de kinesiske forskere tror, at den nye virus stammer fra en flagermus, der har smittet en slange, der så har smittet et eller flere mennesker.

Kinas Nationale Sundhedskommission oplyste onsdag, at antallet af bekræftede smittetilfælde i landet har nået 24.324. Det sker, efter at 3887 nye tilfælde er blevet opdaget.

Dødstallet blev onsdag opgjort til 490 mennesker i Kina, hvilket betyder en dødelighed på cirka to procent.